Vikarbank skal skaffe vikarer til handicapområdet og tiltrække fremtidens arbejdskraft

Vikarbank skal skaffe vikarer til handicapområdet og tiltrække fremtidens arbejdskraft

04. maj 2021

Tekst: Conni Damgaard

Handicapområdets nye digitale vikarbank "VikarBank Handicap" skal gøre det nemmere at melde sig som vikar. Derudover skal den motivere flere til at tage en velfærdsuddannelse.

– Vi står snart over for en sommerferie-periode, hvor vi kommer til at mangle vikarer, der skal hjælpe os, når det faste personale skal holde ferie, siger handicapchef Peter Anders Larsen om én af årsagerne til, at han har lavet en digital vikarbank, som skal gøre det nemmere at skrive sig op som vikar.

En anden og ligeså vigtig årsag er, at det specialiserede handicapområde på sigt kan komme til at mangle pædagoger og sundhedspersonale. Der bliver flere med behov for hjælp, og de små årgange gør, at der ikke uddannes personale nok til at erstatte det antal, der går på pension i fremtiden.

Skriv dig op på www.vejle.dk/vikarbank

– Derfor er målet med vikarbanken også at give flere mulighed for at snuse til faget, f.eks. unge mennesker, der tager et sabbatår, og som så – forhåbentligt – får lyst til at uddanne sig inden for området som pædagog, social- og sundhedsassistent, sygeplejerske, terapeut mv. siger Peter Anders Larsen.

Et livsbekræftende og afvekslende arbejde

Mange forbinder arbejdet med multihandicappede borgere med pleje og praktiske opgaver, siger Peter Anders Larsen. Men det er langt mere end det, og det kan et vikarjob også være med til at afdække:

– Arbejdet hos os indeholder mange komplekse opgaver, der stiller krav til både kommunikation og indlevelse. Vi arbejder hele tiden pædagogisk på, at alle får mest muligt ud af hverdagen og udvikler sig. Det betyder, at alle udfordres til at prøve nye ting, f.eks. arbejder vi meget med velfærdsteknologi. Og så er vi med og helt tæt på, når der grines og glædes – de livsbekræftende stjernestunder. Og også når livet er svært, hvor vi så motiverer og støtter bedst muligt, siger Peter Anders Larsen.

Han håber også, at nyledige, eksempelvis mennesker, som har mistet deres job som følge af corona-situationen, kunne have lyst til at prøve kræfter med faget.

– De skal være velkomne, lyder det fra handicapchefen: – Vigtigst er, at man har den rette indstilling, kan se sig selv på vores område og gerne vil gøre en forskel for andre. Vi sørger for den nødvendige oplæring og opkvalificering, lover han.