Verdenskendt computerspil har premiere i Jelling

Verdenskendt computerspil har premiere i Jelling

09. november 2020

Jellingstenen får fornemt besøg, når et af verdens mest succesfulde computerspil, Assassin’s Creed springer ind i vikingernes verden.

Det sker med spillet Assassin’s Creed Valhalla, der har premiere den 10. november og lanceringen af det nye spil sker i et samarbejde mellem spilgiganten Ubisoft og Oplevelsescenter Kongernes Jelling.

De oprindelige planer om en større event i Jelling er bremset af Covid-19 og de restriktioner, der følger med. Men for de heldige bliver der alligevel en enestående mulighed for at prøve spillet. Det sker endda på den nye Xbox spilkonsol, der også lanceres denne dag.

Et begrænset antal billetter er sat til salg på premieredagen i Jelling og de efterfølgende dage vil der også være mulighed for at prøve spillet i Kongernes Jelling.

For at overholde retningslinjerne skal man købe en billet til et bestemt tidspunkt, hvor man så kan spille på et begrænset antal maskiner i Jelling. Der vil også være quiz, film om tilblivelsen af det nye spil og så er der flotte præmier til de spilleglade.

Onsdag den 11. november til søndag den 15. november vil der også være mulighed for at spille det nye spil. Tidspunkter og oplysninger om billetsalg kan ses her

Fiktion og fakta

Assassin’s Creed Valhalla er historisk fiktion og finder sted i vikingetiden i 800-tallet. I spillet er man med vikingerne på erobringstogter fra Norge til England.

Kongernes Jelling er en del af Nationalmuseet og man er fuldstændig klar over, at handling, våbnenes udseende, tøj og andre elementer kun er inspireret af historiske fakta. For Kongernes Jelling er det dog vigtigt at få nye grupper i tale og når først interessen for vikinger er vakt, så skal vi nok være parate med den virkelige historie. Den er mindst lige så spændende!

Spil for millioner

Assassin’s Creed spillet er solgt i 140 millioner eksemplarer gennem  tiderne og har mere end 95 millioner unikke spillere i hele verden. I det nye Assasssin’s Creed Valhalla er det to danske skuespillere, der ligger stemmer til hovedpersonen Eivor. Det er Cecilie Stenspil, blandt andet kendt fra Badehotellet og Magnus Bruun, der er kendt fra vikingeserien The Last Kingdom. Han lægger i øvrigt ikke kun stemme til figuren i Valhalla, men er også skuespilleren bag Eivors animationer.