Vejle Kommune skaber bredt samarbejde om at udbrede forståelsen for teknologi

Vejle Kommune skaber bredt samarbejde om at udbrede forståelsen for teknologi

17. marts 2021

Tekst: Emma Louise Laycock
Foto: Henrik Kastenskov

Vejle Kommune har nedsat et advisory board på tværs af det private erhvervsliv, Aarhus Universitet, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole og kommunen for at gå forrest i at styrke de teknologiske kompetencer i samfundet.

I Vejle Kommunes innovationsmiljø, Spinderihallerne, findes et af Danmarks største FabLabs. Et FabLab er et Fabrikations Laboratorium. Sagt på almindelig dansk et teknologiværksted, hvor du kan producere det meste ved hjælp af 3D printere, laserskærer, vinylskærer og mange andre teknologiske maskiner.

Her uddannes folkeskolelærere og gymnasielærere i, hvordan de kan undervise i brugen af teknologier ude på deres skoler, her kommer virksomheder og laver den første prototype af et nyt produkt og hver tirsdag er der åbent for alle borgere, der har lyst til at omsætte deres seneste opfindelse til en rigtig ting eller for dem, der blot er begyndt at snuse til, hvordan teknologierne kan bruges i praksis.

Et advisory board bestående af repræsentanter fra LEGO, AI Innovation House i Dandy Business Park, Aarhus universitet, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole og Vejle Kommune skal sammen arbejde for at styrke den røde tråd mellem uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og civilsamfundet i forhold til udviklingen af teknologiske kompetencer.

En rød tråd fra folkeskolen, til de kommende folkeskolelærere, de videregående uddannelser og til erhvervslivet og vice versa. Per B. Christensen der er formand for advisory boardet fortæller:

– Jeg er meget imponeret over det arbejde Vejle Kommune har i gang på FabLab-området. Styrken ved arbejdet i Spinderihallerne er, at man arbejder på tværs af uddannelse, erhverv, arbejdsmarked og civilsamfund. Det kan andre kommuner og uddannelsesinstitutioner lære af og det bidrager til at udvikle teknologiforståelsen på tværs af sektorer.

Der er stor glæde i Vejle Kommune over, at det er lykkedes at få så bredt og kompetent et felt samlet i advisory boardet.

Medlemmerne besidder ikke alene en masse relevant viden, men tilsammen udgør de også den partnerskabskreds, man i Vejle Kommune tror på er vejen frem, når udviklingen af samfundet skal sikres. De repræsenterer nemlig både erhvervslivet, uddannelsesområdet og den kommunale sektor.

Anne Schødts, chef for Spinderihallerne fortæller:

– Vi mærker et stort behov for steder som FabLab Spinderihallerne – et åbent og tilgængeligt sted for alle, hvor der kan arbejdes helt lav praktisk med digitale teknologiske maskiner, og hvor der samtidig er personale, som forstår at lære fra sig. Derfor vil vi gerne styrke vores position som samarbejdspartner, så vi kan bliver ved med at udbrede de vigtige kompetencer i vores samfund.

Medlemmer af advisory boardet:
  • Per B. Christensen, tidligere direktør for Børn, Unge og Kultur i Næstved Kommune, formand Akkrediteringsrådet for de videregående uddannelser m. m. Formand for Advisory board FabLab Spinderihallerne
  • Jens Mejer Pedersen, Rektor for UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
  • Tobias Sonne, Senior Producer Lego Education, Ph.d. Aarhus Universitet, Department of Computer Science
  • Ulla Bagger-Sørensen, COO/projektchef AI Innovation House
  • Kasper Løvborg Jensen, Professor/Docent ved Aarhus Universitet og Chef for ORBIT Lab
  • Niels Ågesen, Kommunaldirektør Vejle Kommune
  • Ulla Riisbjerg Thomsen, Chef for Uddannelse og læring, Vejle Kommune

Der udover deltager leder af FabLab Spinderihallerne, Peter Dahl og Chef for Spinderihallerne, Anne Schødts også i advisory boardet.