Vejle Kommune lancerer hjælpepakke til Coronaramt erhvervsliv

Vejle Kommune lancerer hjælpepakke til Coronaramt erhvervsliv

18. marts 2020

Tekst: Vejle Kommune
Foto: Colourbox

Fremrykning af anlægsaktiviteter og hurtig betaling af regninger til samlet 100 mio. kr. skal styrke lokale virksomheders likviditet i historisk vanskelig situation.

Det private erhvervsliv mærker lige nu presset fra Coronakrisen – virksomheder drosler ned, leverancer udebliver og butikssalg går i stå – og alt tyder på, at krisen kun vil tage til i styrke. Det har potentialet til at koste sunde virksomheder livet, hvilket vil betyde tabte private arbejdspladser i vores lokalområde.

Derfor har Vejle Kommune et særligt fokus på, hvordan forvaltningen kan støtte det lokale erhvervsliv, så vi fortsat har så mange lokale arbejdspladser som muligt på den anden side af Coronakrisen.

På den baggrund lancerer Vejle Kommune nu en hjælpepakke, der skal være med til at hjælpe virksomheder, der kan blive presset på likviditeten. Det fortalte Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen, onsdag morgen på en videokonference med 240 repræsentanter for lokale virksomheder og erhvervsforeninger.

I hjælpepakken er der initiativer til fremrykning af anlægsaktiviteter for knap 26 mio. kr., hurtig betaling af leverandørregninger til en værdi af 76,3 mio. kr., nødpasning til privatansatte, der varetager kritiske opgaver og oprettelse af en hotline, hvor virksomheder kan ringe ind og få svar på konkrete erhvervsrelaterede spørgsmål. Den hurtige betaling af leverandørregninger er allerede sat i værk onsdag morgen.

DOKUMENTATION: SE LISTE OVER INITIATIVER I VEJLE KOMMUNES HJÆLPEPAKKE TIL ERHVERVSLIVET

Erhvervslivet skal bakkes op
Borgmester i Vejle Kommune, Jens Ejner Christensen, fortæller, at byråd og forvaltning har arbejdet på højtryk for at skrue hjælpepakken sammen og understreger, at kommunen vil gøre, hvad den kan for at hjælpe erhvervslivet i den kommende svære tid.

– Denne hjælpepakke skal ses som et forsøg på at bakke erhvervslivet op i en historisk svær situation, men det er vigtigt at slå fast, at virksomhedernes udfordringer naturligvis ikke forsvinder, fordi vi tager disse initiativer, forklarer borgmesteren, og fortsætter:

– Virksomhedernes udfordringer vil først for alvor blive løst når sundhedskrisen er overstået. Vi har som samfund aldrig stået i en lignende situation, hvilket regeringens tiltag for at inddæmme epidemien og Hendes Majestæt Dronningens tale i aftes tydeligt understregede. Derfor skal vi vise ansvar og finde nye måder at hjælpe hinanden, så skaderne for erhvervslivet bliver så milde som muligt, siger Jens Ejner Christensen.