Vejle er attraktiv blandt huskøbere: Boligpriserne var i hopla i 2020

Vejle er attraktiv blandt huskøbere: Boligpriserne var i hopla i 2020

22. januar 2021

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: Mads Fjeldsø Christensen

Stigningen i kvadratmeterprisen på solgte boliger i Vejle Kommune var i 2020 den højeste blandt kommuner i det sydjyske.

Til trods for, at 2020 har været præget af en verdensomspændende pandemi, så ser det ikke ud til, at boligmarkedet har lidt nød.

Nærmere tværtimod. I Vejle Kommune melder mange ejendomsmæglere om travlhed, og ser man på udviklingen i de toneangivende tal for boligmarkedet, så tegner det også billedet af en marked i opgang.

Ifølge tal fra Boligsiden er kvadratmeterprisen for afsluttede hushandler i Vejle Kommune steget 8,5 procent i løbet af de seneste tolv måneder. Det er den største stigning når man ser på tallene fra Vejles nabokommuner og kommuner i hele det sydjyske område.

Og faktisk er det også to procentpoint højere end stigningen på landsplan. Ifølge Boligsidens opgørelse steg kvadratmeterprisen på danske boliger 6,5 procent i løbet af 2020.

Ejendomsmægler: Hver syvende handel ender i budrunde

Hos ejendomsmæglerkæden Home i Vejle har man tydeligt mærket danskernes interesse for ny bolig i løbet af det seneste år.

– Da landet lukkede ned troede vi, at det ville blive meget stille, men det er gået lige omvendt, siger Jesper Frendrup Guldmann, der er daglig leder ved Home Vejle.

– Vi har set ind en situation, hvor der var færre huse på markedet, mens der var en stor interesse fra potentielle købere, hvilket har presset priserne op. Faktisk kan vi se, at hver syvende bolighandel i Vejle ender i en budrunde, hvor der er flere interesserede og prisen derfor stiger, fortæller Jesper Frendrup Guldmann.

Vejle Kommune har meget at byde på

Ejendomsmæglerkæden med kontor på Damhaven i Vejle har ifølge den daglige leder haft et forrygende år. Faktisk har Home Vejle solgt næstflest boliger af alle ejendomsmæglerbutikker i hele landet. 353 boliger blev i 2020 handlet gennem Home Vejle.

– Vi oplever virkelig, at Vejle er i høj kurs blandt køberne. I min optik handler det om, at kommunen virkelig har meget at byde på, forklarer Jesper Frendrup Guldmann, og fortsætter:

– Alt er inden for kort afstand. Man får smuk natur med fjord, skov og natur og et levende handelsliv med et hyggeligt og attraktivt handelsstrøg og spændende byudvikling på havnen, siger Jesper Frendrup Guldmann, der fremhæver kommunens langsigtede visioner og fremtidssyn som en fremtrædende årsag til, at 2020 har været et godt boligmarkedsår.