Vejle City Trail inviterer på spændende motionsløb byen rundt

Vejle City Trail inviterer på spændende motionsløb byen rundt

09. april 2019

Vejles bymidte er 11. april for første gang rammen om Vejle City Trail – et motionsløb, hvor deltagerne bliver ført rundt i Vejles pulserende byliv.

Udfordringerne er nogle helt andre, end dem vi kender fra de almindelige trailløb ude i naturen, når Vejle IF inviterer til Vejle City Trail 11. april. Arenaen er Havnepladsen, hvor der er start og mål. Herfra vil løberne møde broer, stejle bakker, kringlede stier, trapper og smalle gyder, parker og parkeringshuse.

Det er Vejle Idrætsforening, der står bag løbet i tæt samarbejde med City Vejle og Kristina Extreme Running fra Kolding og hovedsponsor Jutlander Bank.

– Vi vil gerne give vores løbere en anderledes udfordring, og vi håber også, at Vejle City Trail kan lokke mange nye motionsløbere med, siger Ronny Kert, klubchef i Vejle IF. Det er første gang, vi prøver at arrangere et byløb, og vi har mødt stor velvilje fra byens butikker.

– Alle kan være med i løbet, understreger Ronny Kert, der opfordrer til at løbe turen for sjov sammen med familien, kollegaer eller gode naboer. Man kan løbe ruten på 5 km enten 1, 2 eller 3 gange, men man kan altså også gå turen.

Ronny Kert lover masser af fede lodtrækningspræmier og medalje til alle samt gymbag med lækkerier. Og så er der fin forplejning ved start/målområdet, hvor City Vejle har sikret, at forskellige butikker og restauratører sælger lækkerier (Osteriet, Vin Med Kant, Madindustrien og KaffeBaren).

– I City Vejle vil vi gerne bakke op om at få endnu flere til at motionere. Der er rigtig mange kunder i Vejles gågader, og derfor håber vi, at et løb i Vejles gader vil give endnu flere af vores gæster lyst til at løbe, siger citychef Marianne Jeppesen.

– Vi lader sporten komme til gæsterne og giver dem chancen for en anderledes tur ud i det centrale Vejle. De skal løbe igennem gågaden, Latinerkvarteret, ind igennem Marys, op og ned i parkeringshuset Trondur, rundt i Byparken og Mariaparken og op ad rampen til Bryggen, igennem Lido Biografen, Torvehallerne og Økolariet og mange andre steder. Jeg er sikker på, det giver en meget anderledes urban løbeoplevelse gennem hjertet af Vejle, understreger Marianne Jeppesen.

Vejle er ikke KUN den bedste handelsby. VI er også de bedste på oplevelser, er Marianne Jeppesen og Ronny Kert enige om.