Tour-feber i Kingdom of Cycling: Sprinterkongen Cavendish indtager Kiddesvej

Tour-feber i Kingdom of Cycling: Sprinterkongen Cavendish indtager Kiddesvej

09. august 2021

Tekst: Jesper Lilleris
Foto: Unsplash

Remco Evenepoel, Mark Cavendish, Mads Pedersen og Michael Mørkøv er blot nogle af flere internationale topryttere, som stiller til start i et ualmindelig stærkt PostNord-felt. Årets kongeetape har mål i Kingdom of Cycling den 12. august.

Kongeetapen i PostNord Danmark Rundt er tilbage i Vejle efter en ufrivillig corona-pause i 2020. Etapen starter i Tønder, og det er med store internationale profiler i feltet, som kan se frem til over 2100 højdemeter på en 219 km lang etape med mål på Koldingvej i Vejle.

Cavendish på Kiddesvej

Med under et år til Tour de France etapestart i Vejle tager Kingdom of Cycling forskud på Tour-feberen. Mark Cavendish, som tidligere i år tangerede rekorden for flest etapesejre nogensinde i Tour de France, stiller nemlig til start i PostNord Danmark Rundt sammen med en lang række danske og internationale tour-profiler.

Læs mere om kongeetapen i PostNord Danmark Rundt her

Og borgmester Jens Ejner Christensen ser frem til at byde sprinterkongen Cavendish og resten af feltet i PostNord Danmark Rundt velkommen tilbage til Kingdom of Cycling:

– Det er fantastisk, at der igen er kongeetape med mål i Vejle. Kongeetapen har tradition for at skabe dramatik og spektakulært cykelløb, og med årets stjerneparade kan tv-seere og publikum godt sætte forventningerne højt til endnu en stor oplevelse i Kingdom of Cycling, fortæller Jens Ejner Christensen, som håber, at mange tilskuer vil tage plads langs ruten.

Det historisk stærke felt tæller ud over Mark Cavendish bl.a. Remco Evenepoel, Dylan Groenewegen, Mike Teunissen, Giacomo Nizzolo, Mads Pedersen, Michael Mørkøv og Søren Kragh Andersen.

DR sender hele kongeetapen live torsdag den 12. august fra kl 12.30 – 18.30, og sammendrag fra etapen kl. 21.55 – 22-20.

Tour-feber i Kingdom of Cycling Fanzone

Det er ikke kun på Kiddesvej og langs ruten i Kingdom of Cycling, man kan opleve kongeetapen i Vejle. På Søndertorv i Vejle gågade er der nemlig lagt op til cykelfest, når City Vejle i samarbejde med Vejle Kommune inviterer til Kingdom of Cycling Fanzone med masser af cykelkonkurrencer, grill og visning af kongeetapen på storskærm.

Fanzonen får bl.a. besøg af Vejle Kommunes Tour de France bus, hvor du kan køre den lokale Tour de France rute på cykelsimulator og vinde tour-præmier. Derudover kommer Team Rynkeby også på besøg, som fortæller historier fra turen til Paris.

Kingdom of Cycling Fanzone program:

Kl 12.00 – Søndertorv åbner
Kl 12.30 – Udsendelsen starter
Kl 16.00 – Afslutning på Kongeetapen
Kl 18.30 – Farvel og tak