Timm Vladimirs Køkken åbner madskole i Vejle

Timm Vladimirs Køkken åbner madskole i Vejle

02. oktober 2019

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: Pressefoto

Timm Vladimirs Køkken åbner op for firma-madkurser og gastronomisk teambuilding i Vejle.

Hvad skal den næste teambuilding-dag byde på? Skal I bygge en tømmerflåde og sejle tværs over Vejle Fjord? Skal I leve som man gjorde i jernalderen i Jernaldermiljøet i Vingsted?

Eller hvad med at afsætte en dag til sammen at gå i madskole, og blive klogere på den gode smag og sæsonens råvarer i hyggelige omgivelser. Fra 1. oktober bliver det muligt i Food Innovation House, når Timm Vladimirs Køkken åbner en madskole i det gastronomiske fødevarehus i Dandy Business Park.

Timm Vladimir, der i 1990’erne blev kendt for at læse sjove og grove godnathistorier i Danmarks Radios ungdomsprogram Transit, har i forvejen køkkenvirksomheder i Aarhus og Valby, men han fortæller, at stigende efterspørgsel fra kunder i andre dele af landet har betydet, at man har taget beslutningen om at åbne en pop-up madskole i Food Innovation House i Vejle.

– Vejle er bare en interessant by i et område i udvikling, hvor der er mange spændende kunder. Endvidere er Food Innovation House et fantastisk initiativ, hvor nærmest alt kan lade sig gøre. Derfor er det bare det rigtige at gøre – og jeg håber Vejle vil tage godt imod os, siger Timm Vladimir i en pressemeddelelse.

I Food Innovation House er der adgang til moderne køkkenfaciliteter, der er ideelle til at gennemføre undervisningsforløb som eksempelvis et teambuildingkursus centreret om madlavning.

Startede i 2010
Timm Vladimir, der er uddannet skuespiller fra Aarhus Teater, åbnede sin første madskole i 2010 i Valby med tre ansatte og to menuer.

Siden er køkkenvirksomheden udvidet, så den tæller to madskoler, en eventafdeling, et bryghus, et stort grillsamarbejde med Weber og en medarbejderstab på ca. 80 personer.

– Vi er klar til at sørge for at rammerne for fantastiske arrangementer med god mad, øl fra eget bryghus og et teambuilding-setup, som styrker relationerne medarbejderne imellem, fortæller Timm Vladimir.

Glad for nyt samarbejde
Hos Food Innovation House i Vejle er der også begejstring at spore, over at kunne indgå en aftale med en madvirksomhed med en landskendt navn. Med den nye aftale med Timm Vladimir runder Food Innovation House 25 lejere/partnere i huset, der blev indviet for kun ét år siden.

– Vi glæder os til at samarbejde med Timm og hans team, da vi mener, at husets labs er gode til Timms madkurser, teambuilding og udvikling af nye fødevarer, siger daglig leder hos Food Innovation House, Gyda Bay.

Hos Food Innovation House har Timm Vladimirs Køkken og andre fødevarevirksomheder, der indgår aftaler med huset, adgang til masser af faciliteter. Blandt andet et udviklingskøkken, et udviklingsbageri og en demo-restaurant. Derudover er der også adgang til et demo-supermarked og et tastelab, hvor man kan udvikle fødevarers smag og visuelle udtryk.