Stor cykelsatsning med flere nyheder til cykelfolket i 2019

Stor cykelsatsning med flere nyheder til cykelfolket i 2019

05. maj 2019

Tekst: Jesper Lilleris
Foto: Jesper Lilleris

Kristina Klingenberg Friedrichsen vil sammen med erhvervslivet udvikle en række nye aktiviteter, som skal gøre tour-byen endnu mere attraktiv som destination for cykelturisme.

Vejle Kommune er allerede en attraktiv cykeldestination. Men i 2019 får indsatsen for de tohjulede et spændende skub i en ny retning med ansættelsen af Kristina Klingenberg Friedrichsen, som siden januar har arbejdet med udviklingen af flere nye initiativer. Og med Vejles nye status, som startby for 3. etape af Tour de France i 2021, er indsatsen blot blevet endnu vigtigere:

– Helt overordnet handler det om at skabe mere synlighed om Vejle-området som en attraktiv cykeldestination. Det skal ske ved dels at udvikle nye produkter og dels optimere eksisterende indsatser, siger Kristina Klingenberg Friedrichsen, cykelturismekoordinator hos VisitVejle. Samtidig peger hun på, at et bredt samarbejde er afgørende for at nå i mål og få mest mulig ud af den nye status som tour-by:

– Cykelturisme er i sin bredeste forstand interessant for rigtig mange aktører. Derfor bliver min fornemste opgave at opnå synergi på tværs af Vejle Kommune, erhvervslivet, cykelklubber og foreninger, så vi sammen kan skabe værdi for alle involverede.

Kristina Klingenberg Friedrichsen har en bachelor i International Hospitality Management, og har tidligere arbejdet med cykling og aktiv ferie hos Destination Lillebælt.

Nye MTB-spor og Panoramaruter i 2019

Cykelfolket kan se frem til en række nyheder i løbet af 2019. Mountainbike er en af årets helt store satsninger, og 2019 vil bl.a. byde på et nyt 8 km langt spor i Sønderskoven i Vejle. Mountainbikesporet i Sønderskoven er bevidst adskilt fra gangstierne for at forebygge konflikter mellem mountainbikers og øvrige brugere af naturen. Det er Teknik og Miljø der står bag det nye mountainbikespor i Sønderskoven.

2019 kan også meget vel blive året, hvor Vejle får sine første Panoramaruter. Der findes 26 skiltede panoramaruter i Danmark, og Kristina Klingenberg Friedrichsen er i dialog med Dansk Cykelturisme om udvikling og skiltning af 4-5 Panoramaruter i og omkring Vejle. Ruterne er tematiserede med fokus på bl.a. naturen, kulturhistoriske seværdigheder og børnefamilier.

Mere sikkert er det, at der i løbet af foråret 2019 bliver lanceret et nyt spændende cykelkoncept, som skal optimere oplevelsen for de mange cyklister i hele Vejle Kommune.

– Konceptet hedder Bike Friends, og har til formål at gøre noget ekstra for de mange, som vælger at færdes på cykel. Vi arbejder fortsat på at nå i mål med konceptet, og oplever stor interesse for at være en del af det. Jeg glæder mig til at kunne offentliggøre det inden længe, fortæller Kristina Klingenberg Friedrichsen.

Vejle i førertrøjen

– Cykelturismen er i fremgang, og Region Syddanmark er den region med flest overnattende cykelgæster. Den position skal vi holde fast i, og derfor bliver en vigtig del af min indsats også at skabe de rigtige forudsætninger for, at vi bidrager til, at regionen fortsat kan ligge i front, siger Kristina Klingenberg Friedrichsen.

En af opgaverne bliver at skabe mere synlighed om Vejle Kommunes mange tilbud for cykelturister og samtidig at optimere informationsniveauet for at skabe den bedste helhedsoplevelse.

– Vi er i gang med at optimere vores hjemmeside, så vi får skabt en bedre digital oplevelse for vores mange besøgende. Derudover laver vi markedsføringskampagner for både racer-, MTB- og tur-segmentet for at skabe synlighed om vores attraktive tilbud, der bidrager til fortællingen om Vejle som Danmarks bedste cykelkommune, slutter Kristina Klingenberg Friedrichsen.