Slut med at smide væk: Repair Cafe åbner i Vejle

Slut med at smide væk: Repair Cafe åbner i Vejle

20. februar 2020

Tekst: Vejle Kommune

Vejle Kommune inviterede til "Repair Cafe" to gange i januar og gør nu ordningen permanent. Det betyder, at Vejle-borgere også fremover kan lære at få fixet defekte dimser. Cafeen har åben den sidste tirsdag hver måned.

160 mennesker lagde vejen forbi Spinderihallerne i Vejle, og 65 ting blev fikset, da Vejle Kommune den 14. og 28. januar inviterede til “Repair Cafe”. Der blev repareret alt lige fra defekte lynlåse, boremaskiner og legetøj til en printer, som ikke kun tilsluttes.

– Der var sågar en, som havde en tørretumbler med, fortæller de to cafe-idemagere Marianne Maasbøl fra Vejle Kommune og Mikkel Dragmose-Hansen fra Spinderihallerne.

Et vellykket forsøg
Målet med de to cafeaftener var at sende en føler ud for at se, om der overhovedet er grobund for en Repair Cafe i Vejle. Og det er der, hvis man spørger arrangørerne:

– Vi er meget tilfredse med besøgstallene, og tilbagemeldingerne fra de frivillige reparatører og de 160 besøgende har været gode. Ja, faktisk så gode, at vi har besluttet at gøre ordningen permanent. Den sidste tirsdag fra kl. 19-21 i hver måned kan man derfor komme forbi Spinderihallerne med brugte og ødelagte ting og sager, som skal have nyt liv, siger Marianne Maasbøl.

For alle – og ganske gratis
Cafeen er for alle, og det er helt gratis at få hjælp til at lære at få repareret sine ting. Man skal blot selv medbringe reservedele. Det kræver heller ingen tilmelding. Man møder bare op fra kl. 19-21, hvor de frivillige reparatører står klar til at hjælpe dig med at få liv i de ødelagte sager.

Og du kan få hjælp til mange forskellige reparationer: Elektronik, tøj, ting og sager – ja, alt hvad der nu er frivillige reparatører til. Indtil videre har ca. 40 frivillige tilmeldt sig, så der er god mulighed for at få den hjælp, man har brug for. De frivillige er alt fra håndværkere til handymænd og -kvinder, der er fikse på fingrene eller elsker kreative sysler.

– En stor ros skal gå til alle de frivillige reparatører, der virkelig har gjort en forskel for andre og for miljøet. Vi har dog plads til endnu flere frivillige, som gerne vil gøre en forskel, lyder det fra Mikkel Dragmose-Hansen.

Ideen til cafeen udspringer egentligt af et ønske om at sætte fokus på bæredygtighed og genanvendelse af vores ressourcer:

– Engang købte vi for at beholde, og vi fik tingene repareret, når det var nødvendigt. Men sådan er det ofte ikke længere. Nu har vi i stort omfang en “køb, brug og smid væk”-kultur. Det er ærgerligt, og det gør vi noget ved i Vejle Kommune. Samtidig er cafeen også en mulighed for at deltage i et anderledes socialt fællesskab. På den måde er cafeen en måde at arbejde med to af kommunens helt store dagsordener: At sætte fokus på bæredygtighed og reducere antallet af mennesker, der føler sig ensomme, siger Marianne Maasbøl.

Du kan læse mere om Repair Caféen på www.vejle.dk/repaircafe.