Se billeder fra Vejles Folkemøde: Tour-start, klima og fællesskab

Se billeder fra Vejles Folkemøde: Tour-start, klima og fællesskab

12. juni 2019

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: Kenneth Stjernegaard

Der var næsten 100 arrangementer til 2019-udgaven af Vejles Folkemøde, der fandt sted på Rådhustorvet, Vejle Rådhus, Kirkegade, Mariaparken, Nørretorv og Vejle Midtpunkt.

7. og 8. juni 2019 blev 2019-udgaven af Vejles Folkemøde holdt i den østjyske fjordby. Det var tredje år i træk, at Vejle Kommune arrangerer det lokale folkemøde, der har til formål at samle byens og kommunens borgere og skabe en ny og mere kvalificeret dialog mellem borgere og beslutningstagere.

Arrangørerne var særligt heldige med vejret. På førstedagen nåede termometret til tider op i midt-tyverne, og solen bagede hele fredagen fra en skyfri blå himmel.

Det gode vejr skabte en god ramme om de mere end 100 planlagte arrangementer. Nogle af de arrangementer, der trak flest tilskuere ind under den store teltdug på Rådhustorvet, var klimaforedraget Frelst med den kendte flodhestetegner og klimaaktivist, Anders Morgenthaler.


Se et sammendrag af Vejles Folkemøde 2019.

Det gode gamle byråd var i fin form
Tour de France-kommentatoren, Dennis Ritter, lagde også vejen forbi Vejle, hvor han fortalte om betydningen af, at Vejle er blevet udpeget som startby for tredje etape af 2021-udgaven af verdens største etapecykelløb.

Blandt de arrangementer, der tiltrak sig mest lokal interesse, må nævnes arrangementet, hvor Vejle Amts Folkeblads politiske journalist, Kaare Johansen, grillede et panel af tidligere byrådspolitikere – heriblandt tre tidligere borgmestre.

De tidligere byrådspolitikere var i fin form og fandt hurtigt ind i gamle roller, så snart de lugtede savsmulden fra byrådsmanegen. Det blev en underholdende seance, hvor de retoriske ørefigner blev delt ud med rund hånd.

Alt sammen i en god tone og med masser af smil og lune, hvilket publikum kvitterede for med høje grin og taktfaste klapsalver.

Herunder kan du se nogle af de mange indtryk som Vejles Folkemøde 7. og 8. juni bød på.

Klik på billedet for at se flere billeder fra dag 1 af Vejles Folkemøde 2019. (41 billeder)

Klik på billedet for at se flere billeder fra dag 2 af Vejles Folkemøde 2019. (34 billeder)