Rikke og Graham har boet på fem kontinenter: Vejles diversitet får os til at føle os hjemme

Rikke og Graham har boet på fem kontinenter: Vejles diversitet får os til at føle os hjemme

19. august 2021

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen

Rikke og Graham byttede i 2019 København ud med landsbyen Randbøl i Vejle Kommune. Her er drømmehuset med eget mikrobryggeri ved at tage form i et tidligere mejeri. Det dansk-nordirske par er vild med naturen og oplever, at kommunen har en positiv tilgang til expats.

– Det er rart at føle, at man gerne vil have sådan nogen som os.

Sådan fortæller Rikke Bruntse Dahl, der i september 2020 sammen med sin nordirske mand, Graham Henderson, flyttede til landsbyen Randbøl i Vejle Kommune. Den internationale familie, der kan sætte flere nåle i verdenskortet end de fleste, fortæller, at de kan mærke, at der i Vejle Kommune er en positiv attitude til befolkningsmæssig diversitet. Og det har haft stor betydning for parret, der gerne vil give nysgerrigheden over for andre kulturer og udsynet mod verden videre til deres to børn.

– Den positive attitude vi har oplevet, har fået os til at føle os meget velkomne, fortæller Rikke, der sammen med Graham har budt indenfor i deres nye og hyggelige hjem.

Et hjem, der er ved at tage form, men som indtil for ganske få måneder siden lignede en lettere kaotisk byggeplads med store containere fyldt med murbrokker. Det er nemlig lidt af et renoveringsprojekt Rikke og Graham har kastet sig ud i – og som stadig kræver hårdt arbejde at få gjort komplet.

– Vi har kæmpet hårdt for at nå dertil, hvor vi er i dag. Man kan forestille sig, at vi har kæmpet os op over spidsen på et bjerg og nu skal vi hele vejen ned af bjerget for at komme til målstregen. Der er stadig langt, men vi kan se målstregen, fortæller Graham.

Sådan så Rikke og Grahams hus ud i februar 2019. På dette tidspunkt tog de hver weekend fra København til Randbøl for at arbejde på deres boligrenoveringsprojekt. (Privatfoto)

Kærlighed til naturen – og en god portion naivitet

Tilbage i 2018, da Rikke og Graham boede på i København og deres første barn var kommet til verden, måtte de efter lidt tilløb erkende, at deres ’elskede’ Christianshavnerlejlighed nok var blevet for trang til at rumme deres lille familie.

Graham, der er ingeniør og arbejder som konsulent i vindmøllebranchen var på dette tidspunkt gået i gang med udleve en drøm om eget mikrobryggeri. Men da pladsen var begrænset blev eksperimenterne med de gyldne dråber foretaget i bygningens kælder. Ikke ligefrem den ideelle situation. Leje at egnede lokaler viste sig at være ret dyrt i hovedstaden. Derfor begyndte boligsøgningen for parret.

Lidt efter lidt bevægede søgningen sig væk fra hovedstaden og længere og længere ud mod Syd- og Vestsjælland. Med Rikkes forældre bosiddende i Billund begyndte søgningen også i det jyske. Tanken om bedsteforældre tæt på lå givetvis i baghovedet.

– Jeg fandt et kort frem og tegnede en ring på 20 kilometers radius om Billund. Så gik jeg i gang med at lede efter nedlagte landbrugsejendomme, fortæller Graham, inden Rikke, der arbejder som kommunikationsspecialist for LEGO-fonden, supplerer:

– Jeg har altid følt, at der var noget særligt ved Randbøl. Så en dag så jeg et til salg-skilt på en gammel mejeribygning og tænkte med det samme: Det er det.

Hun ringede straks til ejendomsmægleren, der kun lige havde banket til salg-skiltet i jorden og knap havde haft tid til at lægge boligannoncen på internettet.

– Vi kunne få huset til en god pris, men der var meget, der skulle gøres, fortæller de. Men kærligheden til huset vandt og ejendomsmægleren fik et bud. 18 juni 2018 overtog Rikke og Graham huset, der i 1970’erne havde rummet en møbelfabrik og som siden blev overtaget af en bibelskole.

– Vi blev forelskede i bygningen og de muligheder vi kunne se i det. Den fantastiske natur, der omgiver Randbøl med Hærvejen, Syvårssøerne og Vejle Ådal tæt ved var et kæmpe plus. Men det, der gjorde, at vi sprang ud i at gennemrenovere hele bygningen, som vi ville forvandle til bolig og bryggeri, var nok en god portion naivitet, griner Graham Henderson.

Rikke og Grahams bolig har gennem tiden været brugt til mange forskellige ting. Oprindeligt var det et andelsmejeri. Siden blev det i 1070’erne til en møbelhandel. Senere blev det overtaget af et bibelskole. Flere af detaljerne i bygningen trækker tråde tilbage til de tidligere funktioner. Blandt andet på trappen i den gamle mejeribygning, hvor det tyder på, at nogen den 26. januar 1999 har ment at være vidende om et forhold, der i den grad kunne karakteriseres som ‘breaking news’.

Arbejde i København – arbejdsweekender i Randbøl

Fra overtagelsen i 2018 til september 2020, hvor de flyttede ind i deres nye hjem, fortsatte Rikke og Graham med at arbejde i København. I de cirka to år, der fulgte, tog de hver weekend til Randbøl for at arbejde på ”projekt drømmebolig”.

– Vi har oplevet en stor interesse for vores projekt fra folk i Randbøl. De er kommet og snakket og har støttet os, og vi har kunnet mærke, at der er mange, der synes, at det er godt, at der sker noget med den gamle mejeribygning, siger Rikke Bruntse Dahl.

Hun og Graham føler, at beboerne i Randbøl har taget rigtig godt imod dem. Og mange har også vist en stor vilje til at hjælpe det unge tilflytterpar. Et eksempel på dette kom i april i år, hvor 35 personer mødte op med spande og godt humør for at hjælpe dem med at fjerne flere tusinde sten fra det, der med tiden skulle blive til en stor og flot græsplæne. Der blev også medbragt boller og drikkevarer og det hele blev et rigtig godt fællesskabsprojekt.

I det hele taget har hjælpsomheden fra naboer og indbyggere i det lille lokalsamfund varmet Rikke og Grahams hjerter.

– Da skolerne var lukkede under corona-nedlukningen, tog vores nabo, der er lærer og som har et barnebarn på samme alder som vores søn, begge børn med til Vejle Ådal og arrangerede udendørs undervisning. Da vi fik en kat, kom en af vore naboer forbi med en katte-sele. Og vi er ofte endt i snak med folk, der var ude og gå en tur, som kunne give os gode råd om blomster og havehold, smiler Rikke, der tydeligvis sætter pris på den imødekommenhed, de er blevet vist i den lille landsby.

Rikke og Graham kan se målstregen for deres byggeprojekt, men der er fortsat nogle forhindringer, der skal overkommes før de er i mål. Men det tager de i strakt arm.

Bryggeri åbner når Tour de France kommer forbi

I det gamle mejeri er Graham godt i gang med at line an til, at mikrobryggeriet kan tage form. Langs de store vinduer, der suger lyset ind i bryggehallen, står fire store 250 liters tanke, hvor den færdige øl skal gære når produktionen går i gang. Derfra skal tapningen foregå. Indtil videre skal det ske på manuel facon – og flaskerne er indkøbt.

– Vi var glade for, at Tour de France blev udskudt et år, siger Graham og ler.

– Vores plan var nemlig at åbne bryggeriet på den dag, hvor Tour de France-rytterne kom igennem området heromkring. Så vi har fået et ekstra år til at blive helt færdige og det er fint. Så om ét år åbner vi den store blå dør og byder indenfor til specialøl og andre lækkerier, fastslår han.

Derfra er det Rikke og Grahams ambition, at den store skummesal i midten af det gamle mejeri skal fungere som samlingspunkt for kulturelle arrangementer. Det er også planen, at der på loftet skal indrettes to værelser, som kan lejes ud til eksempelvis Hærvejsvandrere.

Det skorter ikke på ambitioner eller planer for Rikke og Graham. Men de indrømmer dog også gerne, at de i nogle momenter har lyst til at få flere stempler i passet og flere udlandseventyr.

– Vi savner at rejse og ser frem til at kunne komme ud og opleve – og blive inspireret af verden igen. Men vores hjem er i Randdal nu, lyder det samstemmende.