Oplevelsescenter satser på internationale gæster

Oplevelsescenter satser på internationale gæster

07. juli 2020

Foto: Vejle Kommune

Corona svækker turismen, men i Jelling har man fået øjnene op for, at der findes masser af internationale i Danmark med fast bopæl. Dem vil Kongernes Jelling nu i samarbejde med ”HowtoDenmark” lokke til.

Hos oplevelsescentret Kongernes Jelling vækker det glæde, at grænserne til flere af vores nabolande er genåbnet. Ifølge museumschef Morten Teilmann-Jørgensen bliver der igen snakket både svensk og tysk blandt gæsterne.

En særlig oplevelse har imidlertid gjort, at museumschefen forventer, at der også denne sommer bliver talt sprog fra hele verden på Kongernes Jelling. Det til trods for forventningen om, at turister fra resten af Europa og verden ikke finder vej til Danmark.

Morten Teilmann-Jørgensen forklarer:

– Midt under coronakrisen, hvor alle grænser var lukkede, oplevede vi, at der faktisk fortsat blev talt forskellige sprog på Kongernes Jelling, og at der fortsat kom internationale gæster til. Det undrede os lidt, siger han.

– Vi har ikke tidligere tænkt så meget over det, men rent faktisk er der jo masser af internationale, som er bosat i Danmark og eksempelvis arbejder for virksomheder som Siemens og LEGO, siger han og påpeger, at mange internationale må forventes at blive i Danmark frem for at rejse hjem til områder, som er hårdt ramt af smitte og efterfølgende skulle i karantæne.

Minikampagne på sociale medier

Som alle andre attraktioner er Kongernes Jelling ellers helt bevidste om, at der bliver rift om potentielle gæsters gunst denne sommer, derfor har han valgt at fokusere mere end sædvanligt på de internationale med bopæl i Danmark. I samarbejde med projektet ”HowtoDenmark” har Kongernes Jelling lanceret en minikampagne på de sociale medier, hvor budskabet er, at der noget helt unikt at komme efter i Jelling og omegn. Især hvis man ønsker at dykke ned i Danmarks historie. Som bekendt var det i Jelling, Danmark som land blev nævnt første gang, og hvor Harald Blåtand lod danerne kristne.

Ifølge Jacob Svendsen fra ”HowtoDenmark” passer samarbejdet med Kongernes Jelling perfekt til projekts formål.

– Der er stor fokus på rekruttering i Danmark, og knap så meget på fastholdelse. Vi ønsker at hjælpe internationale til at få et godt liv i Danmark og undervejs gro mere og mere fast, så de får sværere ved at rejse væk igen. Det er godt for den internationale, og det er godt for dansk økonomi, siger han.

– Og jo mere man kender til et lands kultur, historie og hvordan alting fungerer, jo nemmere har man ved at navigere i det og føle sig hjemme. Derfor synes vi, at det giver rigtig god mening, at internationale får øjnene op for Kongernes Jelling, slår Jacob Svendsens fast.