Nyt speciale skal fremtidssikre detail- og handelsbranchen

Nyt speciale skal fremtidssikre detail- og handelsbranchen

08. oktober 2019

Tekst: Jesper Lilleris
Foto: Vejle Kommune

Ny uddannelse skal tilføre detail- og handelsbranchen flere medarbejdere med gode digitale kompetencer og digital forretningsforståelse til bl.a. at håndtere virksomhedernes webshop og sociale medier.

I takt med at flere fysiske butikker har åbnet webshop og øget sin tilstedeværelse på de sociale medier, er behovet for kvalificeret arbejdskraft med netop denne type kompetencer steget markant. Derfor er der oprettet et nyt speciale, som skal bidrage til at fremme virksomhedernes digitale indsats.

– Detail- og handelsbranchen er i konstant udvikling, og det nye speciale skal bl.a. styrke de fysiske butikker. For langt de fleste branche-virksomheder er det nemlig afgørende at begå sig på et professionelt niveau i den digitale verden for at stå stærkere i kampen om kunderne, fortæller Stine Palmelund Klejstrup, praktikpladskonsulent hos Campus Vejle og tilføjer:

– En stor del af de fysiske butikker har allerede en webshop. Men de efterspørger medarbejdere, der har en digital forretningsforståelse, og som kan håndtere virksomhedens digitale platforme, digitalt salg, kundekontakt, digital drift og data management.

Hun understreger samtidig, at det nye speciale udelukkende vil styrke de fysiske butikker og tilføre branchen endnu flere muligheder for at imødekomme kunderne. Men det kræver, at virksomhederne også tager sin del af ansvaret, og de bidrager med praktikpladser og opkvalificering.

Kun få godkendte praktikpladser

Uddannelsen blev lanceret i august 2018, men selvom behovet for elever med speciale i digital handel er stort, er det kun få virksomheder, der er godkendt som praktikplads. De få praktikpladser skyldes bl.a. kravene til de nødvendige oplæringsforhold.

– Et af kravene er, at virksomheden naturligvis skal have nogle kompetencer internt, der gør, at en virksomhed kan fungere som praktiksted. Men den digitale verden gennemgår en hastig udvikling, og det gør det vanskeligt for særligt de små fysiske butikker at sikre tilfredsstillende oplæringsforhold, fortæller Stine Palmelund Klejstrup.

Udover at få oprettet flere elevpladser arbejder Campus Vejle også på at opkvalificere interne undervisere inden for digital handel, så der kan blive tilført nye kompetencer.

Senest har en af Campus Vejles undervisere været i virksomhedspraktik ved Trendhim, som er en rendyrket e-commerce virksomhed med mere end 28 aktive markeder. Her bestod virksomhedspraktikken i at blive klogere på bl.a. SEO, data orchestration og customer journey.

– Det er ikke nok, at vi efterspørger nye virksomheder, der vil aftage elever inden for digital handel. Vi skal også sikre, at eleverne får tilegnet sig digitale kompetencer i deres grundforløb, og at de møder undervisere, der har ”fingeren på pulsen”, slutter Stine Palmelund Klejstrup.