Nanna Nør: Kickstart din iværksætterdrøm

Nanna Nør: Kickstart din iværksætterdrøm

19. november 2019

Foto: Nanna Nør

Med iværksætterforløbet Power Up blev Nanna Nør klædt på til at komme i gang med sin virksomhed af samme navn, hvor hun udfolder sin passion og sit talent for håndtegnet typografi i form af plakater, vægdekorationer og skilte.

Hvordan får jeg økonomien til at hænge sammen? Hvem er min målgruppe? Hvordan kommer jeg ind på markedet? Spørgsmålene er mange, når man skal starte op som selvstændig. Derfor meldte Nanna Nør sig til Power Up forløbet i Spinderihallerne tilbage i februar måned sammen med 20 andre iværksættere fra Vejle og omegn.

Da Nanna meldte sig til forløbet, gik hun med en drøm i maven om at starte egen virksomhed. Hun var faktisk startet stille og roligt ud, men vidste at hun skulle have sparring og hjælp til at komme helt ud over rampen.

– Det er den bedste beslutning jeg har taget længe – at melde mig til Power Up. Da jeg startede blev jeg med det samme tvunget til at tage det seriøst og forholde mig til, hvad jeg ville med mit firma.

Stærkt netværk

Power Up forløbet fik for alvor sat skub i Nannas drøm om at gøre sin iværksætterdrøm til virkelighed. Hun peger blandt andet på, at det skyldes det netværk hun har fået gennem deltagelsen på Power Up.

– Jeg har fået et kæmpe netværk, og gennem dem en masse kunder og nye bekendtskaber.

Blandt andet har Nanna senest dekoreret vinduet hos Karina Blomster og fået sine værker til salg i Fabrikanterne – begge butikker i Vejle.

Iværksætter Nanna Nør har haft stor glæde af Power Up-forløbet, som bl.a. har givet hende værdifuld sparring, netværk og undervisning. 

Ud over et stærkt netværk, får man på Power Up forløbet 10 moduler med professionel undervisning inden for områder alle iværksættere skal forholde sig til: Hvordan skal det her koncept se ud, hvilken målgruppe er det relevant for og hvad skal det egentligt koste, for blot at nævne et par stykker. Derudover får man 1:1 sparring med en kompetent forretningsudvikler, der hjælper dig med dine specifikke udfordringer.

Nanna tænker især tilbage på sine 1:1 sparringer.

– Ud over en spændende undervisning har jeg haft stor glæde af 1:1 sparring, hvor jeg havde Mette Hauge Kaae fra Nichefabrikken, som mentor – det var simpelthen guld værd, for Mette er knald dygtig.

Snart sidste udkald

Projektet Medstrøm, som står bag Power Up-forløbet, er finansieret af EU’s Socialfond. Midlerne til projektet udløber til august 2020, så det er derfor snart sidste chance for at få hjælp til opstarten af din virksomhed.

Power Up afholdes næste gang i Spinderihallerne, Vejle med kick-off den 28. november. Derfor opfordrer projektkonsulent i Medstrøm, Charlotte Frederiksen, iværksættere i etableringsfasen til at læse mere om forløbet og overveje kraftigt om det ikke kunne være relevant at deltage i.

– Det er en unik mulighed for at blive del af et trygt og inspirerende fællesskab, hvor man i professionelle rammer kan udvikle sin virksomhed og stille de spørgsmål man netop har i etableringsfasen. Samtidig er forløbet en stor hjælp til at få afklaret om ens forretningsidé er bæredygtig, og hvor ens marked og indtjeningsmuligheder er placeret – så man som ny iværksætter ikke kun konkurrerer på prisen.

For Nanna er der ingen tvivl om, at Power Up har haft stor betydning for, hvor langt hun allerede er nået med sin virksomhed.

– Jeg har gennem Power Up lært at tage min virksomhed seriøst, lært at pitche mig selv til forskellige forretningsforbindelser og fået et meget skarpere brand, fortæller Nanna og forsætter:

– Jeg har allerede anbefalet Power Up til mine venner, som overvejer at starte selv, og kan kun gøre det til andre, som går med en drøm i maven om at være selvstændig eller lige er sprunget ud i det. Du vil ikke fortryde det.

Power Up: Læs mere og tilmeld dig her