Madkunstfestival: Vejle vælger gastrovejen
Når madkunstfestivalen ’Smag på kunsten’ finder tallerkenerne frem i Vejle fra 5.-8. juni, understreger det, at her er en by, hvor man mener det, når man siger gastro.
En række af Nordens ypperste og mest toneangivende musikere, billedkunstnere, skulptører, brugskunstnere, dansere, gastronomer, fotografer og food-stylister mødes i Vejle, når der er ’Smag på kunsten’. Med mad, musik og kunst hylder festivallen Nordens plads på det gastronomiske verdenskort. Som publikum bliver man taget med på en sanserejse i et univers af farver, dufte og smagsoplevelser.
Startskuddet lyder onsdag 5. juni, hvor man i Culinary Institute by VejleErhverv, Food Innovation House kan opleve de bedste lokale råvarer blive forvandlet til glæde for feinschmeckere. Otte af de bedste restauranter i Trekantsområdet vil dyste om at kreere den bedste ret. Med det lokale afsæt handler det ikke alene om at frembringe de bedste smage og de flotteste kreationer. Historien bag retten tæller også med, når der bliver givet point af et dommerpanel, der består af dygtige Michelin-kokke og kunstnere. Billetterne til Local Cooking er allerede udsolgte efter stor interesse for en madoplevelse ud over det sædvanlige.
Den 6.-7. juni rykker festivalen til Vejle centrum, når der er ’Kok og kunstner’ på programmet. Food trucks vil omdanne Banegårdsplads til et fristende street food market, hvor retterne er inspireret af Lucas Grahams ’7 years’.
På Vejle Kunstmuseum står den på Live Food Photo, mens Den Gamle Teater vil byde på Food Photo Festival, hvor der er udstilling og professionelle fotografer giver hinanden tips og tricks. I Bygningen, Marys, er programmet begge dage tætpakket og man kan bl.a. opleve, hvordan kokke mødes med kunstnere som musikere, illustratorer og kunstmalere for i fællesskab at udvikle fantastiske retter og spændende kunstværker med forskellige ingredienser og remedier.
– Der kommer nye kunstnere og kokke på podiet ca. hver time og der vil være smagsprøver til publikum. Derudover vil der være østersåbning på tid, champagne og Hello Kitchen, siger Per Mandrup, der står i spidsen for Culinary Institute by VejleErhverv, Food Innovation House.
Fredag rykker ’Smag på kunsten’ også ud i gågaden, når Kongernes Jelling kommer til byen og der vil også være Dancing Catwalk, når borgmester Jens Ejner Christensen inviterer til dialogmiddag ved et 100 meter langt bord i gågaden.
– Vejle er det eneste sted i Danmark, der afholder ’Smag på kunsten’, og vi håber, at mange vil finde vej til festivalen, slutter Per Mandrup.