Kunst og teknologi: Vejle-aktører går sammen om ny foredragsrække

Kunst og teknologi: Vejle-aktører går sammen om ny foredragsrække

14. december 2020

Tekst: Vicki Vestergård Larsen

Har robotter følelser? Kan ny teknologi gøre kunst og kultur mere tilgængelig? Det er bare nogle af de spørgsmål, der bliver udforsket i en ny debatrække, Art Tech Tuesdays, der løber af stablen første gang den 5. januar.

Første Art Tech Tuesday er en live-streaming fra Vejle Musikteater den 5. januar kl. 15-16.30. Her vil Thomas Nørmark, Global Head of AI Practices, give publikum et indblik i Avatars – menneskelige robotter, der kan forstå og udtrykke følelser.

Bagefter vil der være en debat, hvor Jacob Busch, afdelingsleder ved Filosofi og Idéhistorie ved Aarhus Universitet, byder ind, så deltagerne også kommer omkring etikken bag maskinerne. Vært og facilitator ved arrangementet er endnu en kapacitet på teknologiområdet, nemlig Christiane Vejlø, som er digital trendanalytiker, radiovært og foredragsholder.

Om det nye samarbejde, der forener erhverv, kunst og kultur, siger Kultur- og Sundhedsdirektør Sofie Plenge:

– Jeg er meget glad for, at vi har kunnet samle os om temaet teknologi, kunst og kultur. Her mødes meget forskellige verdener, og vi ved ikke på forhånd, hvor samarbejdet skal bringe os hen. Men at vi tør udforske det sammen med både erhvervsfolk, kunstnere og kulturfolk, teknologinørder og andre gode folk, det har i mine øjne en stor værdi. Og så kan alle se med, lade sig inspirere og måske byde ind med temaer, nye samarbejder og løsninger på tværs af teknologi, kunst og kultur.

Også hos Dandy Business Park ser de frem til foredragene, som finder sted hver 1. tirsdag i måneden. CEO for Dandy Business Park Jørgen Andersen fortæller:

– Til marts åbner vi Danmarks nye digitale fyrtårn ‘AI Innovation House’ på 5.000 m2, hvor vi vil bringe kunstig intelligens ned i øjenhøjde, så vi kan udnytte de teknologiske muligheder til jobskabelse og vækst i Danmark. Vi er derfor glade for samarbejdet med kulturinstitutionerne og dette initiativ, hvor vi ønsker at give virksomhederne nye indspark, der skal bidrage til, at der også innoveres i fremtidens erhverv.

Arrangementet live-streames fra Vejle Musikteater.

Deltagelse er gratis og du kan tilmelde dig her 

Næste Art Tech Tuesday finder sted den 2. februar kl. 15, hvor temaet er Fake Art.