Klimaudvalg vil udvikle plan for grøn bilisme

Klimaudvalg vil udvikle plan for grøn bilisme

09. oktober 2020

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen

Hvordan kommer der flere lade-stationer i bybilledet, og hvordan ser en grøn mobilitetsplan ud? Vejle Kommunes Klimaudvalg har bedt forvaltningen om at finde svar på disse store og vigtige spørgsmål.

Bilismen var særligt i fokus, da Vejles Klimaudvalg tirsdag holdt møde i DGI Huset.

Her havde Klimaudvalget, der ledes af ekspolitikeren Steen Gade, fået en meget aktuel gæst. Den tidligere departementschef i Finansministeriet og direktør i DONG, Anders Eldrup, var nemlig inviteret til at give et oplæg.

Anders Eldrup har senest været formand for elbilskommissionen, som for ganske nylig fremlagde sin rapport om, hvordan Danmark får omstillet en stor del af bilparken fra benzin til el. Tirsdag præsenterede han så et oplæg om kommissionens arbejde, og fortalte, hvordan han ser kommunernes rolle i denne proces – både som arbejdsgiver og som myndighed.

På baggrund af oplægget og den efterfølgende politiske debat i udvalget, blev det besluttet, at Vejle Kommunes forvaltning skal arbejde videre med udspil på to specifikke områder:

Først og fremmest blev det besluttet, at der skal udarbejdes analyser, der kan danne grundlag for en grøn mobilitetsplan. Dernæst blev det besluttet, at forvaltningen skal komme med bud på, hvordan man kan lave en plan for en sammenhængende el-lade struktur i Vejle Kommune.

Erhvervslivet bidrog med anbefalinger

Erhvervsområdet blev også berørt på tirsdagens møde i DGI Huset, hvor tre erhvervsrepræsentanter fra Grøn Task Force holdt et oplæg for Klimaudvalget med anbefalinger til, hvordan erhvervslivet og Vejle Kommune kan samarbejde om at styrke den grønne omstilling og fremme grøn energi.

De tre erhvervsrepræsentanter, der holdt oplæg for Klimaudvalget var Pia Jakobsgaard-Iversen fra Rambøll, Kari Brandsgaard fra Hotel Haraldskær og Peter Skou, R2 Group Holding A/S og formand for Business Vejle.

På mødet i Klimaudvalget stod det også klart, at udvalget er meget optaget af, hvordan kommunen selv kan gå forrest i den grønne omstilling. Det er et arbejde, der allerede er under udarbejdelse i fagudvalgene, hvor det overvejes, hvordan resiliensværdi og CO2 kan indarbejdes i byrådets dagsordener.

Klimaudvalget mødes næste gang i november. Her vil udvalget bl.a. mødes med professor ved Københavns Universitet, Katherine Richardson, der også er medlem af det nationale klimaråd.