Kiddesvej klar til knaldhård kamp om klassisk kongeetape

Kiddesvej klar til knaldhård kamp om klassisk kongeetape

03. marts 2021

Tekst: Jesper Lilleris
Foto: Thomas Sjørup

Torsdag den 12. august har kongeetapen i PostNord Danmark Rundt mål i Kingdom of Cycling. Etapen er løbets længste og hårdeste med sine 219 km og godt 2.100 højdemeter.

Når den 30. udgave af PostNord Danmark Rundt køres 10.-14. august 2021, bliver det med start i Struer og mål på Frederiksberg Allé. 780 kilometer venter rytterne fordelt på fem etaper. Vejle er målby for årets kongeetape den 12. august, og Kiddesvej kommer endnu engang til at indtage en hovedrolle, når konge-kampen for alvor spidser til i finalen i Kingdom of Cycling.

Borgmester Jens Ejner Christensen ser frem til endelig at kunne afvikle cykelløb i Vejle igen, og åbne Kiddesvej op for både ryttere, tilskuere og de mange tv-seer hjemme i stuerne.

– Kiddesvej spiller hvert år en hovedrolle i finalen på kongeetapen, og den ikoniske stigning på 19 % er garanti for et spektakulært og spændende cykelløb. Jeg håber, at vi kan mødes og holde en folkefest, som vi plejer, men dramaet på kongeetapen i Kingdom of Cycling skal vi nok få, fastslår Jens Ejner Christensen.

Kiddesvej har siden 2004 spillet en hovedrolle på kongeetapen i det store danske etapeløb, og etapes afslutning med mange højdemeter i Danmarks mest kuperede cykellandskab har også haft stor indflydelse på løbets samlede vinder.

Diamanter i benene

Årets kongeetape starter i Tønder, og etapen er løbets længste og hårdeste med sine 219 km og godt 2.100 højdemeter. Når feltet kommer til Egtved bliver terrænet ekstra kuperet. Første udfordring er Egtvedpigens grav, og derfra kommer de klassiske stigninger som perler på en snor, nemlig stigningen ved Blue Hors, Tørskind bakken og bakken op mod Ravning. Efter den sidste stigning får rytterne en kort pause inden den udmarvende Østengård-stigningen forceres.

 

Den 17,3% stejle Østengaard–stigning er startskuddet til præfinalen, for blot 6 km. efter toppen af Østengård, skal rytterne gøre klar til at klatre op af Gl. Kongevej/Chr. Winthersvej – en frygtelig stigning med maksimal stigningsprocent på 19,1. Retur over Jennum, Skibet og Nørre Vilstrup. Lige inden rundstrækningen i Vejle rammes, køres der en 10 km. lang sløjfe med bl.a. bakken op ad Højenskovvej. En helt ny stigning i løbet, som er 8 % i gennemsnit over næsten 1 km. Efter toppen er nået, køres der i et kuperet og helt åbent terræn tilbage til Nørre Vilstrup.

 

Sådan kender cykelelskere Kiddesvej bedst. Danmarks smukkeste cykelscene er klar til endnu et kongedrama

 

Rundstrækningen i Vejle på Danmarks smukkeste cykelscene er blevet en klassiker, og Kiddesvej er garanti for spektakulær cykelløb, som år efter år tiltrækker masser af tilskuere til målområdet. Med etapens mange km og højdemeter tilbagelagt kræver det diamanter i benene at håndtere rundstrækningen i Kingdom of Cycling, og ingen kan gemme sig på Kiddesvej, når kongekampen skal finde en vinder.

Historisk afslutning

Afslutningen på PostNord Danmark Rundt 2021 bliver med en nyskabelse. En historisk afslutning på løbet, i form af den afsluttende etape, nu som en enkeltstart på Frederiksberg. Det er første gang i løbets historie at der afsluttes på denne måde.

Dette års PostNord Danmark Rundt er rangeret som ProSeries på UCI’s Europe Tour, niveauet under UCI’s World Tour.