Jobcentrets cykelhold kører igen

Jobcentrets cykelhold kører igen

11. maj 2021

Tekst: Rune Hansen

I samarbejde med lokale virksomheder sender Jobcenter Vejle nu igen en gruppe unge ledige i cykelsadlen og ud på landevejene. Men denne gang går turen ikke til Alpe D'Huez.

Efter et år på corona-pause løber Jobcenter Vejles cykelprojekt igen af stablen i 2021. Tilgangen er stadig, at en gruppe unge – med andre udfordringer end ledighed – følger et forløb, der kombinerer cykeltræning og mentaltræning med virksomhedspraktik.

De fem tidligere projekter er alle endt med en cykeltur ned gennem Europa til den berømte alpetop på Alpe D’Huez. I år gør de praktiske omstændigheder dog, at man skal finde en anden rute tættere på basen i Vejle. Det er endnu uvist, hvor turen går hen, men der er garanti for, at det bliver en styrkeprøve, der udfordrer deltagerne både fysik og mentalt.

Opbakningen fra det lokale erhvervsliv er et helt centralt element i projektet. Det kan bogstaveligt talt ikke fungere uden de virksomheder, der træder til med praktikpladser og anden støtte til holdet. Og der er heldigvis endnu en gang stor opbakning fra dem, på trods af de udfordringer coronaen har medført.

Det fortæller formanden for Vejle Kommunes Arbejdsmarkedsudvalg, Anja Daugaard (LA), som er fuld af lovord over den flotte opbakning.

– Jeg synes det er så flot, at vores lokale virksomheder år efter år melder sig på banen, for at hjælpe nogle unge, der har brug for en håndsrækning. Man skal ikke tage fejl af, at den tillid, virksomhederne viser de unge, kan gøre en kæmpe forskel for, hvordan deres uddannelses- og arbejdsliv ser ud fremadrettet, uddyber hun.

Cykelprojektet skal give de unge selvtillid og vise dem, at de kan fungere på en arbejdsplads. At de kan arbejde struktureret gennem længere tid, og nå de mål de har sat sig. De fem tidligere projekter har vist, at det er en tilgang, som kan bringe de unge tættere på job og uddannelse.

Således førte projektet i 2019 til, at fem ud af 16 deltagere efterfølgende kom i beskæftigelse, mens to gik i gang med uddannelse på deres virksomhed. Herudover kom en deltager i virksomhedspraktik og to påbegyndte en mentorindsats.