Turister skal opdage mere end Jellingstenen

Turister skal opdage mere end Jellingstenen

20. juni 2019

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen

Et vakuum mellem Kongernes Jelling og Jelling by gør, at turister ikke får øje på den gamle kongebys butikker og caféer, mener flere erhvervsdrivende.

Oplevelsescentret Kongernes Jelling er en succes med omkring 250.000 årlige gæster.

Men successen har endnu ikke smittet af på de butiks- og erhvervsdrivende i Jelling. Det mener flere erhvervsdrivende i Jelling. Blandt andet Bjarne Taudal, der driver Café Sejd.

– Det er svært at trække turister ud i byen og hen til caféer og butikker, sagde han, da han sammen 15 andre erhvervsdrivende og repræsentanter for lokale erhvervsforeninger deltog i et dialogmøde med Vejles borgmester i Byens Hus i Jelling.

Bjarne Taudal argumenterede for, at der er potentiale for at forbedre forbindelsen mellem det kendte oplevelsessted og resten af Jelling by – og han blev bakket op af de øvrige deltagere på mødet med borgmesteren.

Turister finder ikke butikkerne
Hos Kongernes Jelling kender man også til problemstillingen. Bare med omvendt fortegn. Her er det en udfordring at forklare turisterne, hvor de kan finde spisesteder og andre turistoplevelser i Jelling.

Henrik Nielsen fra Kongernes Jelling forklarede, at ansatte på oplevelsescentret ofte er nødt til at tage gæsterne i hånden, og gå ud på vejen for at pege i den retning, de skal gå, hvis de ønsker at købe en kop kaffe, en is eller en frokost.

– Det understreger, at der er et vakuum mellem oplevelsescentret og resten af byen – noget der ikke hænger sammen, understregede Bjarne Taudal.

Fra forskellig side kom der bud på mulige forbedringer. Alt lige fra løbehjul og bedre skiltning, til fodspor i asfalten, der leder turister i retning mod området ved Byens Hus, blev foreslået, men det store heureka-øjeblik åbenbarede sig dog ikke.

Netværksmødet mellem borgmesteren og lokale virksomheder og erhvervsforeninger i Jelling blev holdt i Byens Hus.

Den anden attraktion
I det hele taget efterlyste mange af deltagerne på mødet med borgmesteren, at turisterne får flere grunde til at blive i Jelling, når de har set udstillingerne på Kongernes Jelling. Som det blev udtrykt på mødet, så mangler Jelling ”den anden attraktion”, som man tager hen til efter Jellingstenen og monumenterne.

Som et mindre eksempel blev det nævnt, at en legeplads med vikingetema i forbindelse med monumentområdet kunne have perspektiver for de mange børnefamilier, der besøger Kongernes Jelling. Om det kan lade sig gøre, da Jellingstenene og monumentområdet er UNESCO-område er uvist.

Dog argumenterede Christian Mols, der driver Mols Rejser, for, at det ikke burde være et problem.

– Jeg rejser masser af steder med UNESCO-seværdigheder. Ude i verden kan man godt finde ud af at have legepladser ved store internationale seværdigheder, fastslog han.

Borgmester Jens Ejner Christensen lyttede til de mange gode input som han modtog fra deltagerne på mødet i Byens Hus i Jelling.

Behov for et hotel
Med de mange museumsgæster er der også opstået et behov for flere steder, hvor turister kan overnatte. Flere deltagere på mødet fortalte, at turister jævnligt spørger til mulighederne for at overnatte på hotel i Jelling.

Bjarne Taudal anslog, at der mangler et hotel i Jelling med en kapacitet på mellem 20 og 25 senge.

Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen, oplyste, at han har haft samtaler med operatører, der overvejede at etablere hotel i Jelling. Men samtalerne har ikke manifesteret sig i et resultat endnu.

– Hvis vi bliver kontaktet af en hoteloperatør, så kan jeg garantere for, at vi står med åbne arme og byder dem indenfor til et møde, sagde borgmesteren, inden han tilføjede:

– Og vi disker skam også op med kaffe og kage til mødet.