IBM-distributør: AI Innovation House var afgørende for at vi flyttede til Vejle

IBM-distributør: AI Innovation House var afgørende for at vi flyttede til Vejle

15. marts 2021

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: Dandy Business Park

Den digitale forestillingsevne skal hæves, siger Carsten Brock fra virksomheden Pedab, der distribuerer IBM’s systemer i Jylland. 17 marts deltager han i en paneldebat, hvor han giver tips til, hvordan SMV’erne kommer i gang med digitalisering og kunstig intelligens.

Den multinationale virksomhed Pedab har sit globale hovedkontor i Stockholm og sit danske i Brøndby.

Men virksomheden, der lever af at optimere virksomheders forretningsgang og har eneret på at bygge og distribuere IBM’s digitale virksomhedsløsninger, mente ifølge business development manager, Carsten Brock, at tilstedeværelsen i Jylland kunne… ja, optimeres.

Et nyt kontor i det jyske skulle etableres. Men hvorfor endte en virksomhed som Pedab – der har høje kompetencer inden for digitalisering og kunstig intelligens – med at flytte til Vejle.

– AI Innovation House var afgørende for, at vi valgte at flytte til Vejle, fortæller Carsten Brock prompte, da han bliver spurgt til, hvorfor Pedab 1. marts 2021 flyttede ind i AI Innovation House i Vejle.

– Odense, Aarhus og Aalborg er i høj grad de danske centre for digitalisering, da de har store universitetsmiljøer. Selvom Vejle ikke har det, så har Dandy Business Park i samarbejde med Vejle Kommune og andre partnere formået at finde en formel til, hvordan Vejle kan engagere sig med Aarhus Universitet og Syddansk Universitet og andre partnere, på en måde, der giver mening for virksomheder og som kan skabe positive resultater, siger Carsten Brock.

Denne formel gjorde – sammen med den centrale placering midt i landet – at Vejle var det naturlige valg til Pedabs nye jyske kontor.

Ud af den digitale osteklokke

17. marts 2021 deltager Carsten Brock i en online paneldebat arrangeret af Vejle Kommune, hvor tre paneldeltagere vil ”reflektere over de muligheder de ser for at digitalisere. Helt konkret og i øjenhøjde” som der står i indbydelsen.

Og Carsten Brock er et par dage inden paneldebatten klar i mælet.

– Vi oplever ofte, at der findes en begrænsning i forhold til at tænke IT og digitalisering ind i virksomhederne. Det seneste år har dog gjort, at mange virksomheder, er blevet klar over, at de kan digitalisere meget mere end de gør, men den digitale forestillingsevne i virksomhederne har brug for at blive hævet, erklærer Carsten Brock.

Han fortæller, at mange virksomheder er nysgerrige på, hvordan de kan digitalisere deres forretningsgange, men at de desværre ikke er klar over, hvor stort det digitale hav af muligheder egentlig er.

– Hvis man gerne vil udvikle sin virksomhed, så kommer man ikke uden om IT og kunstig intelligens. Derfor skal man træde ud af osteklokken og komme ind i AI Innovation House. Der vil man få inspiration og indsigt i noget af verdens bedste og førende teknologi – i et hus som jeg tror kan blive en accelerator for nye virksomheder i Vejle og Trekantområdet, fortæller Carsten Brock.

Data viser hvor produktionskæden hoppe af

At mange virksomheder fortsat er tilbageholdende med at springe ud fra digitaliseringens 10-meter vippe, er ifølge Carsten Brock ikke overraskende.

– Hvis man som ejer har bygget en sund virksomhed op over 25 år, som trives og vokser ved hjælp af de metoder man kender, så vil der helt naturligt være en skepsis mod, at man kommer og fortæller, at de burde gøre tingene på en helt ny måde, fortæller Carsten Brock.

Han fortæller også, at det kan være en vanskelig opgave at fortælle en erfaren produktionschef, at den ekstra produktionshal til et tocifret millionbeløb, som han har på tegnebrættet for virksomheden ikke er nødvendig, da data fortæller, at produktionskapaciteten i den eksisterende produktionshal kun er udnyttet med 50 procent.

– Det er netop det kunstig intelligens kan vise os. Det fortæller os, hvor kæden i produktionen hopper af og viser, hvordan ting kan udnyttes endnu bedre, så vi får en endnu mere effektiv produktion, fortæller Carsten Brock.

Og det er der brug for, mener han. Ikke kun for bundlinjen eller bruttonationalproduktets skyld. Men også for kreativiteten og arbejdsglædens skyld.

– Virksomheder, der har stærk fokus på udvikling har også nemmere ved at tiltrække medarbejdere, der tænker nyt, anderledes og innovativt.