Hands-on Mikrofonden investerer i vejlensisk samkørselsvirksomhed med internationalt potentiale

Hands-on Mikrofonden investerer i vejlensisk samkørselsvirksomhed med internationalt potentiale

22. december 2020

Foto: Hands-on Mikrofonden

Det var en stor dag for NaboGo, de tre hands-on investorer og for ledelsen i Hands-on Mikrofonden, da de fik en underskrift på den første aftale om en investering i vækstvirksomheden NaboGo med base i Vejle.

Siden Hands-on Mikrofonden så dagens lys, har interessen fra vækstvirksomheder været stor og der er blevet afholdt møder med mange spændende virksomheder. Det vidner om, at der er en spirende underskov af bæredygtige vækstvirksomheder, som bare venter på en økonomisk saltvandsindsprøjtning. Den første investering er nu en realitet og NaboGo er dermed sikret økonomi til at kunne sætte fart på væksten i 2021.

– NaboGo’s forretningsidé om at fremme samkørsel og kollektiv transport samt ambitionen om at skabe Europas bedste deleøkonomiske platform til glæde for brugere og vores fælles jordklode, passer som fod i hose med Hands-on Mikrofondens ambition om at støtte bæredygtige vækstvirksomheder i Danmark, siger Jørgen Andersen, der er direktør i fonden og tilføjer:

– Ydermere er NaboGo allerede godt på vej ud over landets grænser og dermed en vækstvirksomhed med et kæmpe potentiale.

Ellen Mølgaard Korsager, Bo Korsager og Niels Dam er de tre hands-on investorer, der sammen med Mikrofonden har investeret i NaboGo. Spørger man hvorfor, får man et ret entydigt svar fra de tre:

– For det første er det bare en rigtig god idé med et kæmpe potentiale, men ydermere er det et superkompetent og passioneret team, der står bag. De er troværdige og ambitiøse og vi har samme temperament og tilgang til opgaven. Derfor er vores forventninger til fremtiden store, udtaler Ellen Mølgaard Korsager på vegne af de tre.

NaboGo og Hands-On Mirkofonen var meget tilfredse med den underskrevne aftale, og ser frem til et spændende samarbejde.

 

– Vi er stolte over at have skabt et nyt produkt, et nyt marked og dermed en ny forretningsmodel, og vi er stolte over at have overbevist kunder og nu også stærke hands-on investorer og Mikrofonden om, at NaboGo kan være med til at gøre en mærkbar forskel i samfundet. Det er fantastisk, at vi oplever denne tillid fra de tre hands-on investorer, og det er så bekræftende, at både de og Mikrofonden kan se mulighederne i vores forretningside. Samtidig er de også utroligt ambitiøse på virksomhedens vegne, hvilket lover godt for det fremtidige samarbejde” siger Anders Muusmann, CEO og partner i NaboGo.

Kloge penge til vækst

Holdningen hos den nye fond – Hands-on Mikrofonden A/S – er ikke til at tage fejl af. Danmark har ikke nok iværksættere og vækstvirksomheder, der skaber vækst og dermed flere jobs. Årsagen er, at der mangler risikovillig kapital og stærke kommercielle kompetencer, der kan hjælpe virksomhederne og sætte ambitiøse mål sammen med dem. Udfordringen har fået fem familievirksomheder til at gå sammen med 20 hands-on investorer om en helt ny type investeringsfond. Det særlige ved Hands-on Mikrofonden er, at man tilbyder kloge penge til bæredygtige vækstvirksomheder inden for Green Tech, Food og AI/digitalisering.

Med de kloge penge går Hands-on Mikrofonden forrest med økonomiske investeringer, der er kombineret med systematisk sparring fra professionelle Hands-on investorer. Mens de fem familievirksomheder tilfører risikovillig kapital, er det Hands-on investorernes primære opgave at sidde med ved bordet til bestyrelsesmøderne i de bæredygtige vækstvirksomheder. De er dermed garanter for engageret og faglig sparring.

– Hands-on investorerne er helt afgørende for investeringerne i Hands-on Mikrofonden. Det er erhvervsfolk med stærke kommercielle kompetencer indenfor de tre brancher vi har valgt. Personer, der har mange års erfaring med vækstvirksomheder, ledelse og bestyrelsesarbejde, lyder det fra Hands-on Mikrofondens CEO, Jørgen Andersen.