Hærvejen: Nye pakkeløsninger skal gøre cykelferien endnu lettere

Hærvejen: Nye pakkeløsninger skal gøre cykelferien endnu lettere

27. maj 2020

Tekst: VisitVejle
Foto: VisitVejle

Cykelturister langs Hærvejen kan se frem til pakkeløsninger, der gør cykelferien endnu nemmere, når Vejle og omegns betagende natur og store kulturarv kommer i fokus.

EuroVelo 3 er en cykelrute, der strækker sig 5.400 km fra Trondheim i Norge til Santiago de Compostela i Spanien, og løber langs Hærvejen i Danmark. I 18 måneder har ni organisationer fra syv lande arbejdet i fællesskab for bl.a. at aktivere de mange turismetilbud og -muligheder på ruten.

Et af de cykeltilbud, der er blevet aktiveret, er muligheden for at købe cykelpakker langs Hærvejen i Vejle-området takket være et samarbejde mellem Vagabond Tours og VisitVejle.

Fra Frederikshavn til Padborg

For at nyde den forbedrede EuroVelo 3-rute kræver det ikke, at man har tid – og benmuskler – til at køre samtlige 5.400 km. I Danmark starter ruten i Frederikshavn og slutter i Padborg. Med de nye cykelpakker bliver det også nemt for førstegangsplanlæggeren af cykelferien.

– Hvis man ikke er vant til at planlægge cykelferier, kan det være svært at overskue, hvordan man griber det hele an, og hvor langt man kan cykle dagligt, fortæller Trine Markvart Jensen fra Vagabond Tours.

Derfor er der langs Hærvejen udviklet tre cykelpakker, der blandt andet omfatter overnatning, mulighed for at leje en cykel og rutekort. Derudover er der flere steder forplejning morgen og aften samt madpakke til at tage med på jernhesten.

– Hærvejen er en rigtig smuk rute. Den gemmer på en masse tidslommer, der bare venter på at blive udforsket. Og i samarbejdet med Vagabond Tours har vi nu gjort det endnu lettere at tage på opdagelse langs ruten. Det er bare at booke online og tage af sted, så er alt klaret for dig – du skal dog selv træde i pedalerne, siger Kristina Klingenberg Friedrichsen, cykelturismekoordinator hos VisitVejle, med et smil.

Tid til natur og kultur

Kortmateriale og rutebeskrivelser får turisterne udleveret i hånden. Ifølge VisitDenmark foretrækker 75 % et fysisk kort, da det giver en anden frihed – men det er ikke blot statistik, der har udformet pakkerne.

Trine Markvart Jensen fra Vagabond Tours er selv cyklist og har stor erfaring med cykelferie – både alene og med sin partner og deres datter.

– Det er en fed måde at være på ferie og at være sammen på. Der skal være tid til at nyde seværdighederne og naturen undervejs. Jeg synes, det gør det hele mere nærværende, når man sætter sig ind i områderne. Det er vildt spændende og lærerigt, fortæller Trine Markvart Jensen.

På hele ruten fra Trondheim til Santiago de Compostela kan man opleve 20 af perlerne fra UNESCOs verdensarvsliste. I Danmark er det bl.a. Jellingmonumenterne.

Cykelturismens by

Med overnatning i Jelling er den ene af cykelpakkerne udviklet som en 3-dages udforskning af Vejle og omegn. Jellings kulturarv, Tinnet Krat og Gudenåens udspring, Givskud Zoo og en tur til Vejles vibrerende byliv er blandt andet på listen over seværdigheder.

– Vejle har den smukkeste ådal, vi har i Danmark, mener Trine Markvart Jensen, selvom hun ikke selv er vejlenser.

– Der er mange fantastiske cykelmuligheder, og så er Bindeballe Købmandsgård en tidslomme uden lige, afslutter hun.

Den gamle købmandsgård er klar til at byde cyklisterne velkomne. Som Bike Friends har de både cykelpumpe og lappegrej klar og mulighed for vandopfyldning. Frokost kan man også købe. Så nemt skal det være at tage cyklen på ferie – hele vejen.