Grejsdalsløbet trodser coronakrisen: Deltag alligevel i Grejsdalsløbet 2020

Grejsdalsløbet trodser coronakrisen: Deltag alligevel i Grejsdalsløbet 2020

05. maj 2020

Tekst: VisitVejle
Foto: Kenneth Stjernegaard Fotografi

Grejsdalsløbet trodser coronakrisen, og afvikles alligevel – dog på en mere corona-venlig måde. Bakkerne og de høje stigningsprocenter bliver der ikke ændret på, når løbet afvikles online i Danmarks hårdeste cykelterræn.

Grejsdalsløbet er kendetegnet ved bakkede ruter, der fører deltagerne forbi flotte fjordudsigter og gennem forårsgrønne skove. Men coronakrisen har også ramt Danmarks hårdest motionscykelløb, og i starten af april valgte styregruppen bag Grejsdalsløbet at udskyde 2020-udgaven til 2021.

Men udskydelsen skal ikke være en hindring for, at du alligevel kan deltage i Grejsdalsløbet i år: I samarbejde med Bkool og VisitVejle har arrangørerne bag Grejsdalsløbet nemlig stablet en virtuel udgave på benene.

Tilmeld dig Grejsdalsløbet 2020 her

– Vi er meget begejstrede for, at vi alligevel får mulighed for at afholde Grejsdalsløbet – om end i en anden udgave – og, at deltagerne stadig kan være sammen om løbet og opleve de hårde bakker, der gør løbet så populært. Vi ved godt, at det ikke er, hvad nogen havde håbet på for årets løb, men det er et rigtig godt alternativ, udtaler Henrik Norup, formand for Grejsdalsløbets styregruppe.

Selvom der er tale om et virtuelt cykelløb, vil nogle ting stadig være det samme. Bakkerne og stigningerne ændres der ikke på, og du vil bl.a. skulle forcere Jennumbakken med en længde på 1.180 meter og en max stigning på 10,10 % samt bakken ved Blue Hors med en kortere længde på 740 meter, men med en max stigning på 15,00 %.

Som kendinge af Grejsdalsløbet vil kunne nikke genkendende til, vil der også i år være en række flotte sponsorgaver, der udtrækkes tilfældigt til nogle heldige ryttere. Det betyder nemlig ikke noget, hvor du placerer dig på rangstigen, det der betyder noget er, at du deltager. Sløret kan løftes for, at der bl.a. er startnumre til næste års Grejsdalsløbet på højkant.

For at deltage i Grejsdalsløbet via Bkool kræver det en hometrainer og en PC. Du skal være medlem af Bkool eller tilmelde dig en gratis prøveperiode.

 

Fællesskabsfølelsen er heller ikke væk. Du kan cykle sammen med andre og følge med i de andre deltageres tider – og se om du har diamanterne i benene til at slå dem. Fra tirsdag den 12. maj og de efterfølgende to tirsdage (den 19. og 26. maj) kan du deltage i live events, hvor du kan cykle med et samlet felt på samme tid. Dette sker via den danske Bkool Liga.

Du kan også deltage lige når det passer dig, og køre mod danske og internationale ryttere. Dette sker på Bkools internationale platform.

Sikkerheden er vigtig

Grejsdalsløbet er kendt for at vægte sikkerheden højest, når det kommer til deres deltagere, terrænet og afvikling af løbet. Sidste år blev Kiddesvej fravalgt netop på baggrund af dette, og i år er løbet altså udskudt til 2021 af samme årsag.

– De fleste af os, vil nok foretrække at cykle i den smukke natur, men når det kommer til sikkerhed, er virtuel cykling klart det sikreste. Vi kræver end ikke, at de tre virtuelle etaper skal køres med cykelhjelm, siger Henrik Norup med et stort smil på læben.

Forfesten til Tour de France

Selvom Grejsdalsløbet er udsat til næste år, bliver det ikke en mindre fest. Det bliver nemlig optakten – eller forfesten – til den helt store cykelfest, Tour de France 2021.
Du kan snart tilmelde dig Grejsdalsløbet 2021 og afprøve den selvsamme asfalt, som den professionelle cykelelite skal prøve kræfter med den 4. juli 2021.
Men der skal diamanter i benene for at lægge sig ud med Danmarks hårdeste cykelbakker.