Green Tech Center indtager New York

Green Tech Center indtager New York

14. marts 2014

Tekst: Jesper Lilleris
Foto: Green Tech Center

To nye skriveborde og en strategisk samarbejdsaftale med Dansk Industris (DI) Danish Cleantech Hub i New York betyder, at vejen er banet for et grønt eksporteventyr for Green Tech Center i Vejle.

Med Green Tech Centers placering i New York er det grønne eventyr kommet tættere på for danske virksomheder, der ønsker at udleve den amerikanske drøm. Formålet med den yderst attraktive kontorplads i Brooklyn, New York, er at hjælpe danske virksomheder tættere på de milliardbudgetter, som amerikanske storbyer i disse år afsætter til energi- og klimateknologi.

 

Kontoret i New York bliver tilgængeligt for de virksomheder, der er tilknyttet Green Tech Center, og det bringer dermed mindre, innovative, danske virksomheder tættere på nogle af de tungeste beslutningstagere på verdensmarkedet. Den nye samarbejdsaftale mellem det vejlensiske videnscenter og DI’s Danish Cleantech Hub er derfor også en genvej for mange virksomheder, der ønsker at prøve kræfter med det grønne amerikanske marked.

 

Korte ophold hvert år
Green Tech Center har sikret sine virksomheder adgang til kontoret i New York med henblik på at sende dem på korte årlige ophold. Aftalen giver virksomhederne mulighed for sparring med de lokale repræsentanter for Danish Cleantech Hub og deres netværk, og derudover har virksomhederne mulighed for at fremvise deres grønne løsninger i det tilknyttede showroom.

 

Danmark står højt på listen, når det gælder grøn teknologi, men netop Green Tech Center har med sit triple helix-koncept for alvor åbnet dørene, fordi klimaudfordringer kræver tværgående løsninger og samarbejde fra det offentlige, forskningsinstitutioner og private virksomheder. I Green Tech Centers triple helix-koncept er Syddansk Universitet og Vejle Kommune også partnere.

 

Vurderingen fra Green Tech Center er, at danske virksomheder kan udvikle de løsninger, der skal til for at imødekomme de klimatilpasningsudfordringer, USA står overfor i fremtiden, og med skrivebordet i Brooklyn, New York, er man kommet et kæmpe skridt nærmere at få en fod indenfor.