Gourmetkok fra Michelin-restauranten Alchemist løb med Kartoffelprisen 2020
Kartoflen spillede en hovedrolle, da gourmetkokke fra hele landet dystede om Kartoffelprisen 2020 i Food Innovation House i Vejle.
Som følge af Covid-19 pandemien er de fleste kokkekonkurrencer enten aflyst eller rykket til næste år. Men med enkelte ændringer og livestream blev det muligt at afholde Kartoffelprisen 2020, hvor gourmetkokke fra hele landet dystede om sejren i Food Innovation House i Vejle.
Formålet med konkurrencen er at skabe mere opmærksomhed om kartoflen og dens potentiale. Ifølge Per Mandrup, daglig leder af Culinary Institute by VejleErhverv, bliver den fantastiske knold alt for ofte erstattet af ris og pasta.
– Klimamæssigt er kartoflen 20-25 gange bedre end ris og pasta. Vores mission er at sætte kartoflen tilbage på menukortet, fortæller Per Mandrup.
Den rette vinder
Efter en fantastisk dag i Food Innovation House i Vejle, hvor dommerne havde smagt sig igennem 18 flotte og lækre retter, kunne Magnus Brandenburg Carlsen fra Alchmist løfte trofæet, som vinder af Kartoffelprisen 2020. Og der herskede ingen tvivl blandt dommerne om, at Magnus Brandenburg Carlsen, som til dagligt er ansat hos den to-stjernede Michelin-restaurant Alchemist, var den rette vinder af Kartoffelprisen 2020.
Magnus Brandenburg Carlsen har forberedt sig i sin fritid i de seneste måneder op til konkurrencen, og indsatsen belønnede sig. Ud over trofæet modtog han også et rejselegat på 20.000 kr. Andenpladsen gik til Cecilie Bunk Pedersen fra Ruths Hotel, som tog et rejselegat med hjem på 10.000 kr., mens Christoffer Sørensen fra Dragsholm Slot hev en flot 3.plads med hjem og fik et rejselegat på 5.000 kr.

Top 3 til Kartoffelprisen 2020. Fra højre er det vinderholdet med Magnus Brandenburg Carlsen i spidsen, i midten team Cecilie Bunk Pedersen, og til venstre konkurrencens tredjeplads team Christoffer Sørensen.
Vindermenu
Forret: Stegt sandart med kartoffel/skaldyrssauce – kartoffelbånd – kartoffelpakke – crustade med jomfruhummertatar og ørredrogn – sprød kartoffel
Hovedret: Lammeballotine med kartoffelcroquet – confiteret kartoffel – kartoffelmos
Dessert: Ristet kartoffelmousse med æble og nødder – kartoffelis – kartoffelvaffel
- Forret: Stegt sandart med kartoffel/skaldyrssauce – kartoffelbånd – kartoffelpakke – crustade med jomfruhummertatar og ørredrogn – sprød kartoffel
- Hovedret: Lammeballotine med kartoffelcroquet – confiteret kartoffel – kartoffelmos
- Dessert: Ristet kartoffelmousse med æble og nødder – kartoffelis – kartoffelvaffel