GenstartNU-forløb gjorde POLAR TOOLS A/S klar til at erobre Amazon

GenstartNU-forløb gjorde POLAR TOOLS A/S klar til at erobre Amazon

17. februar 2021

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: POLAR TOOLS A/S, Unsplash

Vejlensiske POLAR TOOLS A/S er gennem rådgivningsforløbet GenstartNU blevet klædt på til at indtage Amazon, efter coronaen blotlagde virksomhedens behov for flere afsætningskanaler.

Da corona-virussen i foråret 2020 lukkede land efter land ned, stod direktør og ejer af den vejlensiske værktøjsproducent POLAR TOOLS A/S, Mikael Linde, med nogle store overvejelser.

Rundt om i verden var virksomhedens distributører nødt til at lukke deres butikker, og derfor kunne Mikael Linde, se en uvis fremtid foran sig, hvor ordretilgangen kunne blive kraftigt reduceret.

– Vi har traditionelt afsat vores produkter gennem distributører og har ikke satset på afsætning gennem onlinehandel. Men coronaen gjorde, at vi blev opmærksomme på, at vi er nødt til at have flere afsætningskanaler end kun fysiske distributører, forklarer Mikael Linde, der sammen med hustruen Dorte ejer Polar.

Derfor blev en fem år gammel ambition om at sælge gennem Amazon genoplivet – men denne gang skulle virksomheden være bedre forberedt.

– For fem år siden, da vi kastede os ud i at sælge gennem Amazon, måtte vi erkende, at vi simpelthen ikke var klar til den store opgave som Amazon også er. Da vi, blandt andet på grund af corona ville forsøge at genskabe den aktivitet vi havde haft med Amazon, kom rådgivningsforløbet GenstartNU som en kærkommen lejlighed til at blive kørt i stilling til fremtiden med den helt rigtige tilgang, fortæller Mikael Linde, der blev henvist til GenstartNU af en erhvervskonsulent fra Vejle Erhverv.

Det er Industriens Fond, der har igangsat en målrettet indsats, der skal sikre små- og mellemstore virksomheders konkurrenceevne under og efter corona-krisen. Formålet er, at danske virksomheder kommer bedst muligt igennem corona-krisen og herefter er rustet til at være aktive medspillere i at få samfundet i gang igen.

GenstartNU gjorde ejere trygge ved online-satsning

Gennem GenstartNu-forløbet er Polar blevet kædet sammen med en række konsulenter, der har forberedt virksomheden på, hvad det kræver at skulle sælge sine produkter gennem Amazon.

– Vi har haft flere møder med konsulentvirksomheden Valuezon, hvor vores tilgang til Amazon er blevet bearbejdet, konkretiseret og forfinet. Vi har været optaget af ikke at gentage de samme fejl som vi foretog for fem år siden, og samarbejdet med Valuezon, som kom i stand gennem GenstartNU, har gjort os meget tryggere, beretter Mikael Linde.

Da Polar for fem år siden forsøgte kræfter med Amazon skete det fordi Polar i sin tid blev kontaktet af Amazon, der havde set virksomhedens produkter på en konference i Tyskland. Amazon ville gerne have hele Polar sortiment ind på Amazon Prime. Det sagde Mikael Linde nej tak til, men gik i stedet med til at få cirka 300 varer på tjenesten.

Han fortæller, at det kom bag på virksomheden, hvor store krav til dokumentation, stregkoder, håndtering af labels og ordre- og restordrebehandling, der rent faktisk var forbundet med at have sine varer udstillet på Amazon.

– Vi startede for voldsomt ud. For fem år siden kunne vi få 8-14 ordrer ind om dagen og det var vi simpelthen ikke gearet til at håndtere med hensyn til mandskab og ressourcer. Derfor har vi sammen med Valuezon lagt en strategi, hvor vi starter mere blødt ud. Vi får cirka 30 produkter ind på Amazon og så kan vi stige derfra i takt med, at vi er klar til det, fortæller Mikael Linde.

Amazon blev stiftet i 1995 som en internetboghandel. Siden er virksomheden vokset til at handle med alle tænkelige varer. Amazons stifter, amerikaneren Jeff Bezos, blev i 2017 vurderet til at være verdens rigeste person. En titel, der siden er blevet overtaget af Tesla-stifteren, Elon Musk.

Vil ind på det engelske marked

Om lidt over en uge er Polar klar til at trykke på Amazon-startknappen. Målsætningen er at få fodfæste på det engelske marked.

– Vi sælger i alle dele af verden, men har ikke fundet den rigtige nøgle til det engelske marked. Traditionelt ville vi forsøge at komme ind på et nyt marked gennem samarbejde med distributører, men vi har valgt at bruge Amazon til at komme ind på markedet frem for distributører, siger Mikael Linde, der også har et godt øje til det tyske og svenske marked.

Han er glad for, at GenstartNU-forløbet fik sat Polar sammen med konsulentvirksomheder som Valuezon, der netop har speciale i at forberede virksomheder til at bruge Amazon som afsætningskanal.

– Tilbuddet om at deltage i forløbet kom på det rette tidspunkt, hvor vi var i færd med at gøre os tanker om at komme ind på Amazon igen. Derfor tog vi imod tilbuddet med kyshånd, fortæller Mikael Linde, der glæder sig til at komme i gang med den digitale satsning.

Han forklarer, at for Polar som virksomhed er Amazon en rigtig god mulighed for at komme ud til brugerne. Og gennem Amazon kan Polar komme i kontakt med ”så mange flere kunder end vi nogensinde selv kunne opdrive.”

Polar har ifølge Mikael Linde en ambition om at vokse. Men det skal ifølge direktøren og ejeren ske på en måde, hvor virksomheden kan følge med, og hvor man fortsat har fødderne solidt plantet i den jyske muld. Polar satser derfor på, at man med GenstartNU-forløbet og samarbejdet med Valuezon har gjort sit hjemmearbejde og kan bryde igennem til det engelske marked.

Går alt vel regner virksomheden på Soldalen 9 med at sende deres første varer til de engelske forbrugere om tre til fire uger.