Første spadestik taget til Nordhuset: Nyt rådgiver-hus i Vejle Nord

Første spadestik taget til Nordhuset: Nyt rådgiver-hus i Vejle Nord

19. februar 2020

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: Dandy Business Park

Allerede før første spade er sat i jorden, er 75 procent af kontorarealerne i det nye hus udlejet.

18. februar blev første spadestik til opførelsen af et nyt kontorhus på Dandyvej i Vejle taget.

Det var Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen, der i selskab med direktør i Bagger-Sørensen Invest A/S, Jørgen Andersen, og formand for Bagger-Sørensen fonden, Claus Bagger-Sørensen, kunne tage første spadestik på det nye kontorhus, der kommer til at fylde 4500 kvadratmeter.

Kontorhuset, der får navnet Nordhuset, bliver placeret på Dandyvej lige over for Bilka og med Jem & Fix som nabo, og bliver synligt fra E45-motorvejen.

Galleri: Det nye kontorhus med fokus på finansielle rådgiverydelser får adresse på Dandyvej – lige over for Bilka.

Ottende hus i erhvervspark
– Det er jo ved at være hverdag, det her med spadestik i Vejle Nord, indledte borgmesteren sin tale i det til lejligheden opstillede telt, hvor der blev serveret pindemadder og lidt til ganen.

– Det er jo knap et halvt år siden, vi stod her sidst til det første spadestik på det syvende hus. Og nu er I så i gang med det ottende erhvervshus – denne gang med fokus på den finansielle sektor, sagde Jens Ejner Christensen.

Allerede inden den første spade er sat i jorden, er 75 procent af kontorkapaciteten udlejet, kunne Dandy Business Park berette i presseinvitationen til arrangementet.

Det er lejere med ekspertise inden for bank, revision, advokat og ejendomshandel, der planlægger at flytte ind i det nye kontorhus. Skov Advokater, Colliers, Martinsen Rådgivning & Revision, Handelsbanken og Lokalbolig har nemlig allerede sagt ja til at flytte ind i det nye hus, der er tegnet af Erik Arkitekter og som skal bygges af Casa.

Galleri: Efter planen skal det nye kontorhus bygges i fire etager og kunne ses fra E45-motorvejen.

– I kan nå at male huset gult
– Det er dejligt at se fem stærke Vejle-virksomheder, som tror på fremtiden og søger samarbejde og netværk i vores stærke Business Park. En erhvervspark som netop har fokus på digitalisering med det nye AI Innovation House, og som vil hjælpe med at tiltrække talenter til virksomhederne gennem deres mange aktiviteter, sagde borgmesteren.

Det nye hus bliver arbejdsplads for omtrent 100 medarbejdere og planlægges at stå færdig i midten af 2021, hvilket borgmesteren ikke kunne undgå at kommentere med ordene:

– Vi glæder os til indvielsen næste år – gerne inden vi skal være værtsby for Tour de France – så kan I jo nå at male huset gult.