Første spadestik taget til luftgasfabrik til 335 millioner

Første spadestik taget til luftgasfabrik til 335 millioner

28. februar 2019

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: Pressefoto

Første spadestik blev 28. februar taget til AGA’s nye luftgasfabrik uden for Vejle. Med den nye fabrik tredobler AGA sin produktionskapacitet i Danmark.

Den nye fabrik ligger på en 25.000 kvadratmeter stor grund på Nimvej, nordøst for Vejle. Baggrunden for etableringen er, at AGA’s nuværende produktionsanlæg i København ikke kan følge med virksomhedens stigende efterspørgsel:

– Vi har alene de seneste 10 år øget vores markedsandel med cirka 10 procent til cirka 40 procent i dag. Derfor tredobler vi nu vores produktionskapacitet for fortsat at kunne servicere både nuværende og kommende kunder optimalt, fortalte Ole Kronborg, der er markedsdirektør i AGA A/S.

Virksomheden AGA bygger en ny fabrik på Nimvej i Vejle. Råstoffet på AGA´s nye luftgasfabrik er helt almindelig, livgivende luft, som alle levende væsener indånder.

Glad Vejle-borgmester
Det nye produktionsanlæg skaber fem nye arbejdspladser samtidig med, at 20 til 25 chauffører bliver tilknyttet den nye fabrik, og Vejles borgmester Jens Ejner Christensen glæder sig “overordentligt meget” til, at AGA kommer til kommunen:

– Jeg ser frem til de nye arbejdspladser – og jo ikke kun på AGA, for det vil også kaste nye jobs og ordrer af sig til de lokale virksomheder, som fremover skal servicere AGA. Derudover får vi selvfølgelig også øgede indtægter over virksomhedsskatten, sagde Jens Ejner Christensen.

Det er Vejle Kommune, der har solgt erhvervsjord til AGA’s nye fabrik, og ifølge borgmesteren vidner etableringen af fabrikken om, at Vejle er et af de mest attraktive erhvervsområder i Danmark:

– Og det er der heldigvis mange virksomheder og borgere, der er enige i, sagde borgmesteren, der glædede sig til det fremtidige samarbejde.

Verdens største gasselskab i ryggen
Med det nye produktionsanlæg styrker AGA samtidig forsyningssikkerheden for kunderne.

– Det er afgørende for vores kunder, at de har sikkerhed for, at de løbende får leveret den gasforsyning, der er nødvendig for deres produktion. Med vores nye fabrik og tredoblingen af produktionskapaciteten kan vi tilbyde vores kunder en enestående tryghed. Samtidig nyder de godt af, at vi som en del af The Linde Group, der er verdens største gasselskab, har en stærk forsyningskæde, som er med til at sikre, at vi altid leverer, fortalte Ole Kronborg.

AGA har hovedkontor i København, men med den nye fabrik kommer luftgasvirksomheden tættere på store industrielle kunder i Vestdanmark og især i Trekantområdet, som ifølge Ole Kronborg er et vækstområde.

– Placeringen i Vejle og tæt på motorvejen betyder, at vi får kortere afstand til mange af vores kunder og til Trekantområdet, hvilket igen betyder, at vi får en grønnere profil, fordi vi sparer kilometer på vejene, sagde Ole Kronborg.