Første spadestik tages til Food Innovation House

Første spadestik tages til Food Innovation House

12. januar 2017

Tekst: Jesper Lilleris
Foto: Food Innovation House

Mandag den 16. januar 2017 tager Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen første spadestik til Food Innovation House i Vejle Nord – et hus med store visioner. Huset skal skabe vækst, jobs og eksport.

I Trekantområdet bliver der skabt en triple helix innovationslegeplads på 3.000 m2, hvor store og små fødevarevirksomheder kan samarbejde med vidensinstitutioner, kunder, kokke m.fl. om at fremme velsmagende, bæredygtige og sunde fødevarer.

Food Innovation House vil have sit fokus på innovation og kommercialisering af fødevarer både i Danmark og til eksport, og omkring 200 vidensmedarbejdere vil få deres daglige gang i huset. Food Innovation House kommer til at indeholde en lang række fælles faciliteter, som er åbne for alle: udviklingskøkken, udviklingsbageri, demosupermarked, demorestaurant, fotostudie, ”taste lab”, produktionskøkken, konferencelokale og meget mere.

Food Innovation House vil tilbyde matchmaking samt en bred vifte af aktiviteter og projekter for fødevarevirksomheder i tæt samarbejde med en lang række videnspartnere, bl.a. Madkulturen, Vejle Kommune, Agro Business Park, Future Food Innovation, Erhvervs Akademiet Lillebælt og University College Lillebælt.

Geografisk er Food Innovation House placeret i Vejle Nord ud til motorvej E45. Håbet er, at det med sine 3.000 m2 vil blive et fødevarefyrtårn, som kan samle fødevareinteresser regionalt og nationalt til samarbejde og innovation.

Illustration af Food Innovation House

Næsten to tredjedele er allerede udlejet
Det er Givesco og Bagger-Sørensen Invest, der står bag byggeriet i Vejle Nord, som, når det åbner til årsskiftet 2017/2018, bliver hjemsted for to stærke fødevarenetværk, Fødevareklubben med 300 medlemmer og Madværket med 70 medlemmer. Herudover vil huset blive hjemsted eller innovationssted for en lang række virksomheder bl.a. Dagrofa, Givesco, Bagger-Sørensen Invest, Fayrefield FoodTec Scandinavia, Lacto Foods, Good Food, Emballagegruppen, Kohberg Bakery Group, Aquapri, Food is More, Danespo, LogIT/mediaplus/FMCG m.fl.

Huset forventes at stå klar til indflytning ved årsskiftet 2017/2018.