Flere unge prøver kræfter med iværksætteri

Flere unge prøver kræfter med iværksætteri

03. marts 2020

Foto: Vejle Kommune

Programmer som Løvens Hule gør det nemmere for unge at vælge iværksættertilværelsen frem for livet som lønmodtager.

For tredje år i træk havde Jimmy Klentz, daglig leder fra Mariager Akademi, otte unge med på studietur til Spinderihallerne torsdag den 20. februar. De kom for at høre, se og opleve, hvad iværksætterlivet indeholder, og hvorfor og hvordan kommunens innovationsteam arbejder med innovation og entreprenørskab.

På akademiet arbejder overbygningen på Mariager Efterskole med talentudvikling. De hjælper de unge med at træne deres kreative muskel, øve sig i at samarbejde og afprøve processerne fra idéfasen til færdig virksomhed.

Når Majbritt Chambers, ansvarlig for Udvikling & Entreprenørskab i Spinderihallerne, spørger de unge, hvad det er ved iværksætteri, der tiltaler dem, så er det en blanding af flere ting:

– De er optaget af at se noget vokse og følge processen, så de faktisk har indflydelse på udviklingen af det endelige produkt eller serviceydelse. Men samtidig vil de også gerne undgå arbejdsløshed eller stå med en uddannelse, som ikke kan bruges.

Rollemodeller

Jonathan og Andreas startede deres virksomhedsrejse, som henholdsvis 16 og 17 årige, under deres ungdomsuddannelser i Vejle. I dag, 3 år senere, er de indehavere af startup-virksomheden Compukit.dk i Spinderihallerne, og giver de unge gode råd med på vejen.

Der blev delt iværksættererfaringer ud i Spinderihallerne da Mariager Akademi besøgte det kreative hus.

 

– Vi lærer hele tiden undervejs i udviklingen. Selvom jeg brænder for at udvælge komponenterne, samle og stressteste gamer-pc’erne, har jeg fundet ud af, at jeg lærer ret meget gennem andre opgaver, fortæller grundlægger Andreas Pedersen og fortsætter:

– At opbygge hjemmesider har aldrig været min drøm, men det gør, at jeg lærer rigtig meget om kunderne, markedsføring og kommunikation. Jeg ved nu, at brugeroplevelsen spiller en stor rolle for vores virksomhed; det høje serviceniveau og kundeplejen er altafgørende. Og vores omsætning fortæller os, at det betaler sig.

Jungeloven hersker

En garvet iværksætter som Stig Spangsberg, der er uddannet grafisk designer med studio i Spinderihallerne, har også meget viden at give de unge med på vejen. Han videreudvikler stadig sin virksomhed og tilpasser den markedet og efterspørgslen. En vigtig pointe at dele med de unge.

Stig Spangsberg (th) fortalte bl.a. om, hvordan man som iværskætter kan prioritere mellem sine opgaver, så det giver mest mening for virksomheden og kunderne.

 

– Jungleloven hersker. De opgaver, I bedst kan lide at lave, vil I automatisk kræse mere for, og derfor kommer kunderne igen. Modsat de opgaver, I ikke giver så meget opmærksom. På den måde har jeg ryddet op og valgt mellem de gode og mindre gode opgaver.

Gode rammer for iværksættere

De unge iværksættere var også forbi Spinderihallernes FabLab, hvor de hørte om, hvordan der arbejdes med prototyper og mock-ups. Det giver nye iværksættere god mulighed for at teste deres ideer og produkter i udviklingsprocessen. Både i forhold til funktion og form, men også for at sikre, at iværksætterne får feedback fra kunderne; Hvad kan de lide ved produktet? Vil de overhovedet købe det? Og hvor meget vil de betale?

Herefter besøgte de Fabrikanterne for at se, hvordan nye designere får deres første erfaringer med salg i en rigtig butik, og samtidig få sparring på emballage, prissætning og sortiment.