Flere internationale profiler til kongeetapen i Vejle i 2020

Flere internationale profiler til kongeetapen i Vejle i 2020

01. oktober 2019

Foto: Thomas Sjørup

Allerede fra 2020 rykker PostNord Danmark Rundt en kategori op og bliver en del af UCI’s nye ProSeries – det betyder både flere internationale profiler og nye krav til løbet.

Midt i jublen over Mads Pedersens VM-triumf kunne UCI offentliggøre, at Danmarks største tilbagevendende sportsbegivenhed nu bliver endnu større – både i forhold til rammer, prestige og ryttere.

Danske talenter fortjener internationalt udstillingsvindue

ProSeries rangerer lige under WorldTour-løbene, og dermed bliver PostNord Danmark Rundt en attraktiv del af de største holds løbskalender, og Danmarks Cykle Unions formand er yderst tilfreds med, at den store indsats for at få løbet rykket et niveau op har båret frugt.

– Det har været meget vigtigt for os at komme med i ProSeries, for det er nu, toget kører, og med den udvikling, dansk cykelsport er inde i, fortjener alle de danske cykelfans, de frivillige, ryttere samt cykelholdene et løb på det her niveau, siger Henrik Jess Jensen.

Med den nye ProSeries-status kan næste og 30. udgave af PostNord Danmark Rundt forventes at have flere WorldTour-hold til start til sommer, og Henrik Jess Jensen peger på, at det er helt i tråd med de sportslige ambitioner på de hjemlige teams og i Danmarks Cykle Union.

– Vi har rekordmange danske WorldTour-ryttere, og vi skal blive ved med at gøre alt for at fortsætte den tendens. Fra Danmarks Cykle Unions side skal vi understøtte den store indsats, der lægges i de danske klubber og på de danske teams for at skabe de bedste rammer for talentudviklingen, og det gør vi blandt andet ved at have et løb, hvor de hjemlige ryttere tilbydes et internationalt udstillingsvindue og kan køre mod nogle af verdens bedste, pointerer Danmarks Cykle Unions formand.

En tillidserklæring med forpligtelser

Henrik Jess Jensen lægger ikke skjul på, at der fra UCI’s side også vil være nye krav til løbet, men det er en kærkommen udfordring, som han ikke er et øjeblik i tvivl om, at Danmarks Cykle Union kan løfte.

– Der følger naturligvis nye forpligtelser med, når man rykker en klasse op, og vi ser det udelukkende som en positiv udfordring, at vi nu får mulighed for at udvikle PostNord Danmark Rundt yderligere. Løbsdirektør Jesper Worre kan uden tvivl også skabe spændende cykelløb for os på det her niveau, og så opgraderer vi på flere områder i løbsorganisationen – den professionalisering følger naturligt med løbsseriens navn, og det er vi fuldstændig klædt på til at håndtere, understreger Henrik Jess Jensen.

Løbsdirektør Jesper Worre kalder det en stor tillidserklæring til PostNord Danmark Rundt, at UCI har valgt at rykke løbet op i ProSeries.

– Jeg er simpelthen enormt glad og stolt over, at PostNord Danmark Rundt er blevet optaget i den nye ProSeries-kategori. Det betyder, at vi får en mere beskyttet dato, og at vi dermed kommer til at præsentere et stærkere felt på de danske landeveje. Alle omkring løbet, fra de mange frivillige og helt op til hovedsponsoren, kan med rette være stolte over denne opgradering, slutter Jesper Worre.