Ecco-topchef: Morgendagens vindere venter ikke på at normalen vender tilbage

Ecco-topchef: Morgendagens vindere venter ikke på at normalen vender tilbage

12. november 2020

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: Ecco - Bo Tornvig

”Amazon kommer.” ”Corona kvæler butikslivet.” Der er skrevet mange dødsannoncer over den danske detailhandel. Er der noget om snakken eller står detailbranchen i en forandringstid – som så mange gange før?

En tur gennem gågaden i Vejle viser det tydeligt. Detailhandlen er under forandring og har været det gennem lang tid. Neglesaloner, sushibarer, pop-up-butikker, vinforretninger og et utal af caféer og spisesteder har gjort deres indtog på gågaden, og overtaget pladsen for isenkræmmere, tøjbutikker og hifi-forrentninger.

Forbrugerne søger lækre oplevelser, og tiden, hvor vi gik ind i den nærmeste tøjforretning og valgte den trøje vi bedst kunne lide ud fra butikkens sortiment, er for længst forbi. Har butikken ikke den rigtige trøje, så søger vi bare på nettet i stedet. Hele verdens sortiment er jo kun et klik væk. Og læg dertil en verdensomspændende pandemi, der i perioder har lagt landets gågader øde hen.

En af de virksomheder, hvor corona-pandemien har sat sit præg, er skovirksomheden Ecco.

Ecco har butikker i adskillige danske handelsbyer og skokoncernens administrerende direktør, Steen Borgholm, fortalte fornylig til Finans, at Ecco skam også har haft sine udfordringer. Men skokoncernen fra Bredebro har ikke lænet sig tilbage og ventet på bedre tider.

– Hvis man sidder og venter på, at tingene kommer tilbage til det normale fra før coronakrisen, bliver man ikke en af tidens vindere, udtalte Steen Borgholm til Finans.

Som et eksempel nævnte direktøren, at Ecco gennem perioden har øget sit salg via digitale salgskanaler med mere end 50 procent.

Er der butikslys for enden af tunnelen

Men hvordan kommer detailhandlen så til at se ud i fremtiden? Og hvad sker der med de levende handelsbyer rundt omkring i det danske land? Hvordan undgår man, at danske købstæder – med lange og stolte handelstraditioner – sygner hen når kunderne flytter over på webshoppen.

Det er nogle af de temaer den kommende erhvervsbriefing tager under kærlig behandling. På erhvervsbriefingen, der arrangeres af Vejle Kommune og kommunens erhvervsforeninger, kan man møde to erhvervsledere, der til daglig udvikler deres detailhandelsforretning med succes.

Ud over Steen Borgholm fra Ecco kan man møde John Meinhardt, der er ejer af Ny Mundering, en lokal detailhandler med både fysisk butik og webshop.

Mens Steen Borgholm vil fortælle om hvordan Ecco ser på fremtiden for detailhandlen og på samspillet mellem nethandel og fysiske butikker, vil John Meinhardt give sit blik på fremtiden for de fysiske butikker.

Inden de to repræsentanter for detailhandlen tager ordet, giver Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen, en opdatering på den aktuelle lokale situation, og giver et indblik i en ny analyse af detailhandlen i Vejle.