Der var rift om byggegrunde i 2020

Der var rift om byggegrunde i 2020

14. januar 2021

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: Unsplash

Vejle Kommunes samlede salg af nye grunde til parcelhuse nærmede sig i 2020 niveauet fra nogle af kommunens bedste grundsalgs-år.

Appetitten på at bygge hus i Vejle Kommune lever i bedste velgående.

I hvert fald har der i 2020 været meget stor interesse for kommunens parcelhusgrunde – og kommunens afdeling for grundsalg har da også udformet ”et pænt højt antal” købskontrakter i det forgangne år.

Alt i alt blev der sat underskrift på 86 købskontrakter til grunde, der i løbet af 2020 har fået nye ejermænd og kvinder.

– Det er meget positivt, at vi sælger så mange grunde som vi gør. Det understreger, at Vejle Kommune er en meget attraktiv kommune at bygge og bo i, siger borgmester Jens Ejner Christensen, der hæfter sig ved, at corona-situationen tilsyneladende ikke har dæmpet folks lyst til at købe byggegrunde eller flytte til Vejle Kommune, hvor befolkningstallet i 2020 steg med 1571 indbyggere.

Sælger grunde i hele kommunen

Ifølge ejendomskonsulent Sussi Lundgreen, er antallet af solgte byggegrunde næsten på niveau med de bedste salgsår som kommunen har registreret.

– Med 86 solgte grunde i 2020 kommer vi ret tæt på antallet fra 2018. Da solgte vi 91 grunde, hvilket dengang var det højeste salgstal for et år siden 2010.

Ser man på, hvor der er blevet solgt byggegrunde det seneste år, så kan man konstatere, at til salg-skiltene er blevet hevet op af jorden i alle dele af kommunen.

– Vi har oplevet stor interesse for grunde i Give, hvor vi har solgt 13 grunde på Mælkebøttevej og dermed kan melde udsolgt. Vi har også solgt 20 grunde i Jelling og seks i Egtved, fortæller Sussi Lundgreen.

Ikke overraskende er der blevet solgt flest byggegrunde i Vejle by. Her er særligt en udstykning faldet i købernes smag.

– På Magnesvej i Uhrhøj har vi oplevet en meget stor interesse. Det har resulteret i, at vi har kunnet sælge 32 grunde i 2020, fortæller Sussi Lundgreen, der oplyser, at der fortsat er enkelte grunde til salg på Magnesvej.

Nye grunde sat til salg i Ågård og Gårslev

I anden halvdel af 2020 kom et par udstykninger – der har fået en del offentlig omtale – også på markedet.

Det drejer sig om udstykninger i Ågård og i Gårslev. Her gik salget i gang i efteråret 2020. Indtil videre er der solgt fire grunde i Ågård og fem grunde i Gårslev.

– Salget er kommet godt i gang på de to udstykninger og med det interesseniveau vi har oplevet for udstykningerne i 2020, kan vi også tillade os at have positive forventninger til udviklingen i 2021, siger Sussi Lundgreen.