Der er travlt ved billetautomaten i Egtveds nye svømmehal: Se tallene

Der er travlt ved billetautomaten i Egtveds nye svømmehal: Se tallene

28. oktober 2019

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen

En foreløbig opgørelse over antallet af solgte billetter viser stor interesse for Egtveds nye svømmehal.

Borgerne i Egtved ser ud til at have glædet sig til, at byens nye svømmehal slog dørene op.

Knap en måned efter, at svømmehallen åbnede, viser de foreløbige tal for billetsalget, at interessen har været særdeles positiv.

I alt er der siden 1. oktober blevet solgt:

Enkeltbilletter: 610
10-turskort: 102
6-måneders kort: 10
Årskort: 5

Bevæger man sig op på 3-meter-vippen i Egtved Svømmehal møder man dette syn.

Tilfreds centerleder
Tallene, der dækker perioden 1. til 28. oktober, har været meget tilfredsstillende. Det mener centerleder ved Egtved Idræts- og XL Multicenter, Linda Kruse, der startede i jobbet den 1. oktober.

– Mange kommer selvfølgelig fordi svømmehallen har nyhedens interesse, men der er ikke nogen som helst tvivl om, at svømmehallen har en stor lokal opbakning i Egtved, og der er investeret mange kræfter i at få bygget svømmehallen her i byen, forklarer Linda Kruse.

Opbakningen til svømmehallen var eksempelvis tydelig 2. oktober, da et VIP-arrangement blev afholdt. For 500 kroner kunne gæster købe sig adgang til at blive blandt de allerførste til at springe i svømmehallens 27 grader varme vand, hvilket 31 friske badegæster benyttede sig af.

Arrangementet var samtidig en måde at skaffe penge til indkøb af rekvisitter til sjov og leg i vandet.

Egtved Svømmehal ligger i forlængelse af Egtved Idræts- og XL Multicenter.

Flere morgensvømninger på vej
Indtil videre kan de morgenfriske svømme to dage om ugen, men planen er, at dagene med morgensvømning skal blive flere.

– Vi vil åbne for flere morgensvømninger, så snart vi har de livreddere, vi skal bruge til at udfylde vagterne. I øjeblikket har vi seks livreddere – i takt med, at nye består livredderprøven kan flere komme til, fortæller Linda Kruse.

Hun vil dog ikke sætte dato på, hvornår svømmehallen har alle de livreddere de skal bruge.

Masser af forskellige aktiviteter
Svømmehallen er bygget i forlængelse med Egtved Idræts- og XL Multicenter, der åbnede for tre år siden, og svømmehallen vil være udgangspunkt for svømmeundervisningen for eleverne på Egtved Skole, Øster Starup Skole og Ågård Ungdomsskole

Vingsted Svømmeklub vil også anvende svømmehallen, hvor der blandt andet vil være Aqua-Fitness og svømmeundervisning for mange forskellige aldersgrupper.

Svømmehallen består af et 25 meters bassin og mindre bassin til leg, hvor temperaturen er lidt varmere. Hovedbassinet er 380 cm. dybt i den ende, hvor der blandt andet er opstillet en 3-meter vippe.

Der er officiel indvielse af Egtved Svømmehal 29. oktober kl. 16, hvor borgmester Jens Ejner Christensen klipper den røde snor.