Den korteste vej fra idé til produkt er gennem FabLab

Den korteste vej fra idé til produkt er gennem FabLab

13. september 2021

Tekst: Emma Louise Laycock

FabLab Spinderihallerne giver iværksættere mulighed for hurtigt at omsætte deres idé til en prototype.

En blanding af snak og maskinstøj fylder lokalet i FabLab Spinderihallerne. Laserskæreren brænder langsomt vej igennem en rød akrylplade, og omridset af et logo toner langsomt frem. Instruktør Lars Eriksen Høegh er i fuld gang med at vejlede en lokal iværksætter i brugen af maskinen. Hver torsdag hjælper FabLab iværksættere i gang med deres første fysiske produkt. Tilbuddet hedder FabAdvice og er gratis for iværksættere.

Fra datafil til fevinger

I FabLab er alle projekter velkomne. Og ingen idéer er for vilde – heller ikke et sæt fevinger.
Performancekunster Signe Marie Bonnici-Erichsen – der har til huse i Spinderihallerne – optræder ofte med sin karakter Guldfeen. Da feen skulle have nye vinger, begyndte Signe Marie at tænke på alternative løsninger. Rundt omkring i Spinderihallerne kan man se ting, der er skåret på en laserskærer. Og det inspirerede Signe Marie til at kontakte FabLab.

– Jeg ville gerne lave nogle vinger, der var mere detaljerede og flotte, end dem man kan købe. Og så spurgte jeg FabLab, om de kunne hjælpe, fortæller Signe Marie.

Selvom der bliver produceret alt lige fra en “handske-påsætter-maskine” til fjernstyrede biler i FabLab, så var fevinger noget helt nyt. Men instruktørerne i FabLab var friske på udfordringen. Hvis du kan tegne det, så kan vi skære det, sagde de til Signe Marie. I samarbejde med sin svoger fik Signe Marie tegnet de nye vinger i et særligt computerprogram, som kan overføre data til laserskæreren.

– Det er første gang, at jeg prøver at arbejde på den måde – at lave noget på computer, der så bliver virkeligt. Jeg fik rigtig god vejledning og sparring – blandt andet til materialevalg. I FabLab har de 100 idéer til, hvordan man kan forbedre produktet. Jeg havde en fornemmelse af, at alt var muligt. Det var virkelig en dejlig oplevelse. Jeg er vildt imponeret over hvor flotte, de er blevet. siger Signe Marie Bonnici-Erichsen.

Det tog 6 timer at skære vingerne på laserskæreren. Og det var især de mange detaljer på vingerne, der gav udfordringer.

– Det var noget, vi aldrig havde prøvet før. Det var en balance, for vi skulle se, hvor meget materiale, vi kunne fjerne, uden at knække vingerne. Det var en meget lærerrig proces for os alle, fortæller Lars Eriksen Høegh.

I FabLab kan man lave – næsten – alt

Fablab er et fysisk værksted med digitalt produktionsudstyr, som laserskærer, 3D-printere, udstyr til kodning og programmering og meget mere. En digital høvlebænk hvor prototyper og eksperimenter bliver til virkelighed. FabLab – og Spinderihallerne – er en del af Start-Up Vejle, og en vigtig del af de specialiserede iværksættertilbud, der findes i Vejle kommune.

– Vi er meget glade for at have et prototypeværksted som FabLab som en del af Start-Up Vejle. Vi ved, at det har stor værdi for virksomhederne, at de hurtigt kan komme i gang med at lave prototyper af deres produkter. I FabLab kan iværksætterne komme videre med deres idé, uden at de behøver bestille 300 stk. af et produkt, der endnu ikke er helt færdigudviklet, siger Erhvervschef i Vejle Kommune Morten Damgaard.

En anden iværksætter der har fået hjælp til prototypefabrikation, er Erasmus Dannevang Sommer, der er indehaver af virksomheden EasyGlove. Erasmus Dannevang Sommer har udviklet en “handske-maskine” med en intern luftkompressor, som bruger filtreret luft til at puste handsken op. Det gør det nemt og berøringsfrit at få handsken på.

– Jeg opsøgte FabLab, fordi jeg havde problemer med at få fat i 3D printede emner. Desuden var der lang leveringstid fra leverandører, og det forsinkede udviklingsprocessen. Men FabLab havde både de maskinelle muligheder i form at 3D printere og andet udstyr, og så var der mulighed for sparring med andre kreative individer. Så Fablab var helt essentiel for udviklingen af vores prototype, fortæller Erasmus Dannevang Sommer.

I FabLab er der bl.a. 3D-printere, som gør det muligt at lave prototyper af et design.

 

Rådgivning inden for den konkrete brug af maskinerne i FabLab, er også en afgørende hjælp for mange iværksættere. Det har Karthik Acharya, der ejer virksomheden Delectro, også oplevet.

– For det første handler det om at lære at forstå brugen af maskinerne til prototyping. Jeg lærer at betjene de forskellige værktøjer som 3D-udskrivning, laserskæring osv. For det andet får jeg hjælp til at bruge værktøjerne, når jeg vil forme de produkter, som jeg vil teste, fortæller Karthik Acharya, der har fået hjælp til at producere en prototype i FabLab. Virksomheden udvikler produkter, der kan måle renheden af den energi, der bruges i hjemmet.

– FabLab et fantastisk sted at teste idéer og teorier i produktudvikling. Et andet vigtigt aspekt er det ‘producentfællesskabet’, der er skabt i FabLab. Bare det at være sammen med mennesker, der bygger og fremstiller, er gavnligt, når man udvikler produkter og tester, fortæller Karthik Acharya.

FabAdvice holder åben hver torsdag FabLab Spinderihallerne fra kl. 9 – 12.