Byens bedste butikker fejret med trut og champagne

Byens bedste butikker fejret med trut og champagne

06. november 2019

Tekst: Stine Redsted
Foto: City Vejle

Danmarks bedste handelsby rummer selvsagt nogle af landets absolut bedste butikker. Igen i år fejrer City Vejle fem butikker, der i 2019 har bidraget til Vejle by med et ekstra højt niveau.

Anerkendelsen vakte stor glæde blandt modtagerne af prisen ”Vejles Bedste”, der tirsdag fik overrakt nyheden med hornorkester og champagne.

Der har været nok at vælge imellem for Vejles borgere. De sidste par uger har alle kunnet stemme på deres yndlingsbutikker via City Vejles Facebookside.

Borgerne kunne stemme i de fem kategorier ”Vejles Bedste Butik”, ”Vejles Bedste Servicevirksomhed”, ”Vejle Bedste Tøjbutik”, ”Vejles Bedste Specialbutik” og ”Vejles Bedste Spisested/café”, og 2612 benyttede sig af lejligheden til at anerkende deres favorit.

På baggrund af stemmerne havde en jury mandag formiddag den svære opgave at udvælge én vinder blandt de fem højdespringere i hver kategori. De fem butikker, der nu kan bryste sig af titlen som ”Vejles bedste” er:

Vejles Bedste Butik: Bilka
Bilka bliver kåret til Vejles bedste butik på grund af deres store sortiment og alsidige indkøbsmuligheder, som gør det til en attraktiv butik for især børnefamilier. Facebookstemmerne bemærkede de lange åbningstider og det børnevenlige personale, ligesom juryen lagde vægt på butikkens sjove arrangementer, kundevenlige to-go-koncept samt Bilkas sociale ansvar.

Vejles Bedste Servicevirksomhed: Comwell Kellers Park
Comwell Kellers Park udnævnes for andet år i træk som Vejles Bedste Servicevirksomhed. Både Facebookbrugere og juryen lagde vægt på hotellets skønne rammer ved Vejle Fjord, luksuriøse spafaciliteter og ikke mindst den enestående stemning og atmosfære, som hotellet fortsat formår at give gæster under hele deres ophold.

Vejles Bedste Tøjbutik: Zizzi
Zizzi kåres til Vejles bedste tøjbutik på grund af butikkens evne til at inspirere og imødekomme deres kunder. I butikken er der fuld fokus på kundernes behov, og Facebookstemmerne bemærkede personalets evne til at gøre kunderne trygge og godt tilpasse. Juryen lagde også vægt på butikkens ekstraordinære kundeservice og nærvær med kunderne.

Vejles Bedste Specialbutik: Vanilla Chocolatier og Konditori
Vanilla Chocolatier og Konditori bliver kåret til Vejles bedste specialbutik på baggrund af deres tårnhøje kvalitet, som for alvor har sat Vejle på kage-landkortet. Facebookbrugerne nævnte personalets imødekommenhed og ikke mindst den skønne duft i butikken. Juryen bemærkede også, at butikken både formår at bage nogle af Danmarks absolutte bedste kager og samtidig drive en flot butik.

Vejles Bedste Spisested/café: BRYG Coffee House
BRYG Coffee House kåres til Vejles bedste Spisested/café på grund af stedets lækre kaffe og ikke mindst fantastiske kundeservice. Facebookstemmerne bemærkede, at BRYG Coffee House har skabt et sted med virkelig god kaffe og en skøn atmosfære. Juryen lagde også vægt på, at caféen tilbyder en række arrangementer lige fra kaffekursus til brætspil- og poesiaftener, hvor caféen skaber scene for unge og up-coming kunstnere.