Brødrene Eskildsen fra Give Elementfabrik kåret til Årets Købmand 2021

Brødrene Eskildsen fra Give Elementfabrik kåret til Årets Købmand 2021

17. september 2021

Tekst: Jesper Lilleris
Foto: Jaroslaw Knapek

Brødrene Eskildsen fra Give Elementfabrik løb med prisen som Årets Købmand 2021, da erhvervslivet i Vejle Kommune var samlet til erhvervskonference i Vejle Musikteater.

Det er efterhånden blevet en tradition, at erhvervslivet i Vejle Kommune hylder Årets Købmand i forbindelse med erhvervskonferencen i Vejle Musikteater. Og i år blev det altså brødrene Eskildsen fra Give Elementfabrik der løb med den fornemme titel.

Ifølge Peter Skou, formand for Business Vejle, var det ikke noget let valg at finde en vinder, fordi der var flere gode kandidater til prisen. Men valget faldt altså på brødrene Eskildsen fra Give Elementfabrik med følgende begrundelse:

Gennem mere end 55 år har familievirksomheden Give Elementfabrik A/S optimeret deres produktion og leverer kvalitetselementer til konkurrencedygtige priser. Virksomhedens – og familiens ånd og målsætning har altid været “Keep it simple”, hvilket betyder at selvom virksomheden hele tiden vokser sig større og større glemmer de aldrig princippet om at tilpasse sig den enkelte byggesag og være i tæt dialog med deres kunder. Ved fabrikkens start i 1964 rådede man over et produktionsareal på omkring 500m2 – i dag udgør selve grundarealet 8.000 m2. Medarbejderstaben er ligeledes udvidet markant, og virksomhed har i dag 185 medarbejdere. Takket være grundlægger Jens Hessellund Eskildsen visioner og forretningstække er Give Elementer A/S i dag en af de førende spillere på markedet. Det imponerende er, at næste generation Finn og Jens Henrik i meget fin stil formår at føre såvel visioner og forretningstække videre i grundlæggerens ånd og tager også et socialt ansvar mht. deres ansatte. Virksomhedens engagement i og støtte til byen, er til gode for hele byen heriblandt mange foreninger. Det gode købmandskab kan bl.a. afspejles i et par af de citater Jens Eskildsen var kendt for: “Man skal ikke bruge flere penge end man har” – og “Bankfolk kan man låne en paraply af, når det er solskin. Når det regner, vil de have den igen.”

– Jeg vil gerne takke Give Handel og Erhverv for tilliden og for at indstille os til denne pris. Jeg vil bare gerne sige tak for den fine ære, og tusind tak for prisen, sagde en stolt Jens Henrik Eskildsen fra Give Elementfabrik.

Tidligere er Årets Købmand blevet tildelt:

  • Erling Eskildsen, adm. direktør i Givesco Bakery A/S
  • Poul Iversen, indehaver af tøjbutikken Poul Iversen
  • Otto Christensen fra Good Food Group A/S