Borgmester og erhvervsliv inviterer til virtuelt Corona-møde

Borgmester og erhvervsliv inviterer til virtuelt Corona-møde

16. marts 2020

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: Colourbox

Få en frisk opdatering på, hvilke tiltag Vejle Kommune planlægger for at hjælpe virksomhederne gennem Corona-krisen.

Mange virksomheder er dybt berørte af Corona-situationen, som har potentialet til at gøre stor skade på dansk økonomi og dansk erhvervsliv.

For at skabe klarhed over, hvilke praktiske tiltag Vejle Kommune foretager i denne svære tid for erhvervslivet, inviterer Vejle Kommune sammen med syv erhvervsforeninger onsdag den 18. marts kl. 8.30-9.30 til et møde, hvor virksomheder kan få svar på nogle af deres spørgsmål om Corona-situationen.

Da det i situationen ikke er muligt at mødes rent fysisk, pga. risikoen for smittespredning, vil mødet blive holdt som et virtuelt møde.

– Vi er alle dybt berørte af situationen i forhold til Corona-visussen. Det er vigtigt, at vi i denne svære tid bliver ved med at opretholde dialogen, svarer på så mange spørgsmål som muligt og fortæller, hvilke tiltag vi sætter i gang. For eksempel har vi oprettet en erhvervs hotline for vores virksomheder. Når virussen sætter begrænsninger for om vi kan mødes rundt om et mødebord, så er vi nødt til at finde nye veje, forklarer Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen.

TILMELD DIG DET VIRTUELLE ERHVERVSMØDE VED AT KLIKKE HER

God dialog skal fortsætte – på en ny måde
Borgmesteren har i den seneste tid været i tæt daglig kontakt med kommunens sundhedsberedskab, der arbejder på højtryk for at finde løsninger på de mange udfordringer, der pludselig er skyllet ind over det danske samfund.

– Vi ved, at mange virksomheder sidder med en masse spørgsmål. Derfor vil vi gerne fortælle, hvilke lokale tiltag vi arbejder med i forhold til samarbejdet med erhvervslivet. Det gælder for eksempel praktiske forhold som kontakten til Jobcentret og Teknik & Miljø og meget andet, fortæller Jens Ejner Christensen.

Borgmesteren opfordrer til, at så mange virksomheder som muligt klikker sig ind på web-mødet onsdag morgen. Her vil han levere en dugfrisk opdatering på den lokale indsats i forhold til samarbejdet mellem Vejle Kommune og det lokale erhvervsliv og svare på virksomhedernes konkrete Corona-spørgsmål.

Derudover vil formand for BusinessVejle, Peter Skou, give sit syn på situationen, og komme med opfordringer til, hvordan virksomhederne i fællesskab kan støtte hinanden. Afslutningsvis vil chefstrateg Klaus Dalsgaard fra Nykredit give en opdatering på udviklingen på finansmarkederne.