Børkop Mølle er Danmarks smukkeste vandmølle

Børkop Mølle er Danmarks smukkeste vandmølle

26. november 2019

Foto: VisitVejle

Med 19 procent af stemmerne har Børkop Mølle i Vejle Kommune vundet konkurrencen om at blive ”Danmarks Smukkeste Vandmølle.” Børkop vinder blandt 17 kandidater fra hele landet.

Børkop Mølle er en af Danmarks få fungerende møller, som bl.a. producerer mel og gryn. Møllen kan lave 13 forskellige produkter – udelukkende med vandkraft.

Borgmester Jens Ejner Christensen ønsker Børkop Vandmølle stort tillykke med prisen som Danmarks smukkeste.

– Vi er meget stolte over, at Danmarks smukkeste mølle ligger i vores kommune. Børkop Vandmølle er en af vores store turistattraktioner, og vi er meget glade for, at Børkop Mølles Venner sikrer, at den også fortsat maler mel og kan tilbyde gæsterne en række attraktive produkter. Samtidig huser stedet en populær restaurant og kursussted. Jeg er sikker på, at møllen nu bliver endnu mere besøgt.

Det lokale byrådsmedlem Morten Kristensen, der deltog i pressemødet på kommunens vegne, er også glad for udnævnelsen.

– Det er først og fremmest på grund af Børkop Mølles Venner, at vi kan bryste os af at have Danmarks smukkeste vandmølle her i Vejle Kommune. Foreningen gør et kæmpe stykke arbejde for at bevare en lokal attraktion, som borgerne i hele kommunen er stolte af, understreger Morten Kristensen.

Også hos Børkop Vandmølles Venner er glæden stor for den fornemme pris.

– Vi er meget beærede over at blive kåret som Danmarks Smukkeste Vandmølle. Det er et skulderklap til de frivillige, der er omkring møllen, og den fornemmel titel kan forhåbentligt også få flere til at komme og se møllen, siger Jørgen Jensen, medlem af Børkop Vandmølles Venner, og tilføjer:

– Samtidig tror vi, at det kan fungere som en løftestang i forhold til at skaffe fondsmidler til restaurering af møllen. Og så er det vigtigt, at konkurrencen får sat fokus på de få fungerende vandmøller, vi har tilbage i landet – og udfordringerne med at vedligeholde dem og sikre nok vand til at holde møllehjulene i gang.

Værdig vinder

Hos organisationen Historiske Huse er der glæde over den nyvundne interesse for møllerne, idet over 10.000 danskere har stemt på netop deres favorit i konkurrencen.

– En konkurrence skal jo udpege én vinder, selv om alle 17 vandmøller har gjort sig fortjent til hæder. Det er fantastisk, at der er ejere og frivillige, der kæmper for, at vi har fungerende møller, som kan fortælle den enestående historie om vores brug af vandkraft gennem 1.000 år. Børkop Mølle er en værdig vinder med smukke fredede bindingsværkslænger i idylliske omgivelser, to fantastiske møllehjul og et fuldt fungerende mølleri, siger Birthe Iuel, Præsident for Historiske Huse og fortsætter:

– Vi håber, at befolkningen i højere grad får øjnene op for de smukke møller, der ligger strøet ud over hele landet. Selvom der kun er én, der ifølge vores afstemning er den smukkeste, så er der heldigvis stadig nok møller, til at de fleste kan finde en vandmølle i nærområdet, understreger Birthe Iuel.

Børkop Mølle er åben for offentligheden

Som præmie får Børkop Mølle en plakette med inskriptionen ”Danmarks Smukkeste Vandmølle” og et træ, der skal plantes ved en senere lejlighed.

Danmarks Smukkeste Vandmølle drives som restaurant og kursussted, men fordi møllen stadig er i drift, forarbejder foreningen Børkop Vandmølles Venner økologisk korn på stedet. I mølle-butikken kan man købe 13 forskellige produkter som økologisk mel, byggryn og valset korn – udelukkende fremstillet ved vandkraft.

Den smukke gamle mølle blev brugt til at male mel, men der var også en valkemølle til at forarbejde klæde. De bygninger, man ser i dag, menes at være opført omkring år 1830. Børkop Vandmølle er i dag fredet.

Det er organisationen Historiske Huse, der har afholdt konkurrencen – bl.a. for at sætte fokus på de udfordringer, som vandmøllerne står over for. Der er kun ca. 30 fungerende vandmøller tilbage, og af dem er flere truet af vandløbsomlægninger, der tager vandet og skader møllerne. Konkurrencen er støttet af Realdania og Brebølfonden.