Befolkningstallet stiger og stiger: 1295 flere borgere siden nytår
Kun syv måneder inde i 2021 har Vejle Kommune nået sin målsætning om 1000 nye nettotilflyttere. Befolkningstallet i Danmarks femtestørste kommune har nu rundet 118.000 indbyggere.
Vejle Kommune er en attraktiv kommune for tilflyttere. Sådan har det været i flere år, hvor det samlede årlige antal af nettotilflyttere har rundet 1000 personer, hvilket netop er det mål som kommunen har for den årlige befolkningsvækst.
I år ser udviklingen ud til at have accelereret. For ifølge den seneste månedlige bosætningsrapport fra Vejle Kommune, der følger de overordnede bosætningstal fra årsskiftet og frem til dags dato, har antallet af nettotilflyttere efter årets første syv måneder allerede rundet 1000 personer.
– Vores smukke natur, attraktive jobmarked og gode beliggenhed er blandt årsagerne til, at rigtig mange ser Vejle som det ideelle sted at slå sig ned. Vi oplever i disse år en stor tilflytning til vores kommune, og i år har vi i de første syv måneder modtaget næsten lige så mange nettotilflyttere som hele sidste år, fortæller en glad borgmester i Vejle Kommune, Jens Ejner Christensen.
I 2021 har 4778 personer indtil videre valgt at flytte til Vejle Kommune. Trækker man de personer, der i samme periode valgte at flytte ud af kommunen kan man konstatere, at Vejle Kommune de seneste syv måneder har fået 1137 nye borgere blandt tilflyttere. Dertil skal lægges 158 personer, som er forskellen på antallet af nyfødte og døde i kommunen. Dermed er det samlede befolkningstal i Vejle Kommune steget med 1295 personer siden nytår.
Tilflytning til hele kommunen
Blandt de nye borgere, der er flyttet til kommunen, er der mange børnefamilier. Det fortæller bosætningsguide Louise Nielsen, der svarer på de mange spørgsmål som tilflyttere kan have som del af Vejle Kommunes tilflytterservice.
– Vi kan se, at der er bestemte områder, der har fået en stigning i søgningen til skoler og daginstitutioner. Men generelt oplever vi en flot tilflytning til hele kommunen, fastslår Louise Nielsen, og fortsætter.
– Vejle Kommune har meget at byde på. En optimal placering med en time til Aarhus og Odense, god infrastruktur med motorvej og tog, attraktive bysamfund i vækst med overkommelige boligpriser – og så sparer man eksempelvis 24.000 kr. ved at flytte fra Aarhus til Vejle, forklarer Louise Nielsen.
Indbyggertal har rundet 118.000
Vejle overhalede i 2019 Esbjerg som Danmarks femtestørste kommune målt på indbyggertal. Siden er indbyggertallet i Vejle kun steget.
Ifølge de nyest opdaterede tal fra den seneste bosætningsrapport har Vejle Kommune rundet et indbyggertal på 118.000 personer. Helt præcist er indbyggertallet ved udgangen af juli 2021 opgjort til 118.244 personer.
Set i lyset af de høje tilflyttertal, der har været i de første syv måneder i Vejle Kommune, er det nok relativt sikkert at fastslå, at indbyggertallet vil være noget højere, når kalenderåret rinder ud og nytårsklokkerne ringer ind.