Ambassadør: Tyskland kan vinde corona-tab tilbage allerede i 2021

Ambassadør: Tyskland kan vinde corona-tab tilbage allerede i 2021

28. maj 2020

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: Christian T. Jürgensen

Danmarks ambassadør i Tyskland, Friis Arne Petersen, gæstede Vejle Kommunes morgenbriefing for erhvervslivet for at fortælle, hvordan corona har påvirket Tyskland og hvordan samhandlen med Danmark er påvirket.

Den tyske økonomi påvirker Danmark rigtig meget. Tyskland er det land, der køber flest danske varer og er dermed det største eksportmarked for danske virksomheder. For nylig kom der dystre tal for den økonomiske udvikling i vores sydlige nabo, som annoncerede, at den tyske økonomi skrumpede med hele 2,2 procent i første kvartal af 2020.

Den tyske økonomi er – ligesom resten af verden – påvirket af corona-situationen, men den markante tilbagegang i det tyske bruttonationalprodukt får naturligvis mange danske virksomheder, der gerne vil eksportere varer over grænsen, til at stille en masse spørgsmål.

Hvad sker der med tysk økonomi? Er opbremsningen i tysk økonomi kortsigtet eller langsigtet? Hvad betyder det for danske virksomheder? Disse spørgsmål sætter denne morgenbriefing for erhvervslivet i Vejle Kommune fokus på.

Som altid vil borgmester Jens Ejner Christensen byde velkommen og indlede med en opdatering på den lokale situation og tiltag.

Derefter får vi selskab af en mand, der må være den helt rette til at svare på ovennævnte spørgsmål – og mange flere. Vi får nemlig besøg af Friis Arne Petersen, Danmarks ambassadør i Tyskland siden 2015. Friis Arne Petersen har en lang diplomatisk karriere bag sig, hvor han bl.a. har været direktør for Udenrigsministeriet (1997- 2005) og ambassadør (2005 – 2015) i hhv. USA og Kina.

Han vil fortælle om, hvordan Tyskland er påvirket af Corona-krisen og hvordan samhandlen med Danmark er påvirket. Derudover vil Friis Arne Petersen svare på live-spørgsmål fra onlinemødets gæster.

Klik her for at se det seneste virtuelle morgenbriefing.