Aguardio vil hjælpe os alle med at vaske hænder
Vejlensiske Aguardio er en af de virksomheder, hvis største kundesegment pludselig fra den ene dag til den anden kæmper for overlevelse. Hvad gør man så? Man kigger på sit produkt og re-designer løsningen, så den passer til de behov, der opstår i samfundet som følge af Corona-krisen.
Thomas Munch-Laursen er co-founder & CEO i iværksættervirksomheden Aguardio. Hans virksomhed bruger IoT og big data til at lave produkter, der hjælper bl.a. private, boligforeninger og hoteller til at blive mere bæredygtige ved at reducere energi-og vandforbruget.
Løsningen består af en sensor, som opsamler data omkring vandforbruget, temperaturen og fugtigheden i rummet. Disse data bliver vist i displayet og er dermed med til at motivere folk til at bruge mindre vand. Nudging når det er bedst.
Corona-krisen har imidlertid vendt op og ned på verden.
”Som iværksættervirksomhed har man fordelen af at være en lille organisation. Vi arbejder agilt og har valgt at se de nye tider som nye muligheder,” forklarer Thomas Munch-Laursen.
Sundhedsmyndighederne har anbefalet, at man vasker hænder i minimum 20 sekunder, og den anbefaling er blevet omdrejningspunktet for Aguardios nye løsning.
”Vi har simpelthen programmeret vores eksisterende løsning om, så den nu hjælper med bedre hygiejne ved håndvasken”, siger Thomas Munch-Laursen.
Thomas Munch-Laursen og Aguardio blev i 2019 tildelt Vejle Kommunes Iværksætterpris for deres digitale løsning, der giver øget opmærksomhed på vandforbruget under bruseren.
Fokus på både hygiejne og bæredygtighed
Det nye produkt, Aguardio HandWash, virker, så snart du tænder for vandhanen. Formålet er at motivere og guide børn og voksne til at vaske hænderne længe nok.
Det gør man gennem ”gamification”, dvs. en tællerfunktion viser, hvor mange sekunder man vasker hænder og slutter med en smiley efter 21 sekunder. Hvis man slukker vandet ved eksempelvis indsæbning, pauses tiden i displayet.
”Vi har nu succesfuldt testet Aguardio HandWash og taget den nye situation i betragtning, tror vi, at god håndhygiejne forbliver vigtigt i fremtiden. Vores målgruppe er alt fra børnehaver og skoler til produktionsvirksomheder, kontormiljøer og restaurationer.”
Thomas Munch-Laursen fortæller, at man med Aguardio HandWash er i stand til at indsamle data, og hvis man installerer sensorer i både toilet og håndvask, kan man identificere toiletter og vandhaner, der løber – og dermed stoppe vandspild – men også potentielt identificere, hvor mange mennesker der ”glemmer” at vaske hænder efter toiletbesøg.
Den viden kan man bruge til at forsøge at ændre folks adfærd via skiltning/nudging.
Galleri: Sådan ser det ud når man bruger Aguardio HandWash. Når vandet tændes registrerer den digitale løsning, hvor længe personen vasker sine hænder. Har man vasket hænder i minimum tyve sekunder modtager man en anderkendende smiley.
På denne vis kan Corona måske anspore til en generel bedre håndhygiejne og deraf mindre sygdom hos os alle – også i tiden efter pandemien.
Selv børnehavebørn kan blive mindre smittespredere end tidligere med nye, gode vaner, som de bedre selv kan gennemføre med den lille smiley-anordning på væggen ved håndvasken.
Vejen for selv en opfindsom virksomhed som Aguardio er dog ikke uden problemer.
”Vi er startet med at række ud til vores kreditorer og har mødt stor velvilje til at udskyde afdrag på lån og renter. Vi vil da heller ikke afvise, at vi kan komme i en situation, hvor vi må kigge på hjælpepakkerne. Men vi synes, at mange er gået fra chok til at fokusere på, hvordan vi kommer videre som samfund – og det er her, vi prøver på at være en del af løsningen,” slutter Thomas Munch-Laursen. Et godt råd er hermed givet videre.