Vejle er tiltrækkende: Allerede flere nye borgere end hele sidste år

Vejle er tiltrækkende: Allerede flere nye borgere end hele sidste år

08. august 2019

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: Nils Rosenvold

I 2018 fik Vejle Kommune 721 nye borgere. Syv måneder inde i 2019 er det tal overgået.

Igen i år har mange tilflyttere sagt ja tak til Vejle og rykket tilværelsen til vores kommune. Og i år sker det i et tempo, der må give områdets flyttemænd sved på panden.

Faktisk har antallet af nye borgere – efter kun syv måneder – allerede passeret det samlede antal for hele sidste år. 722 flere borgere er der i år kommet til Vejle Kommune mod 721 i hele 2018.

De gode bosætningstal for årets første syv måneder giver grund til optimisme, i forhold til om Vejle Kommunes målsætning om 1000 flere borgere om året kan nås.

Jobs tiltrækker nye borgere
Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen, glæder sig over de mange nye borgere, og ser flere årsager til, at 2019 indtil videre har været et godt bosætningsår.

– Muligheden for at finde jobs står naturligvis højt på familiernes prioriteringsliste, når folk skal finde et sted at slå sig ned. De seneste år har en række spændende virksomheder valgt at flytte til vores kommune, og de gode økonomiske tider betyder, at antallet af arbejdspladser nu er på sit højeste siden 2008, forklarer borgmesteren, der også fremhæver, at Vejle har gode uddannelsesmuligheder og en god transportinfrastruktur.

– Der bygges meget i Vejle og masser af forskellige boligtyper skyder i denne tid op. I Fjordbyen bygges en flot bydel med fokus på arkitektur og kvalitet. Ved Ny Rosborg planlægges en helt ny bydel, der skal bygges efter bæredygtige og resiliente principper og så har vi også mange nye ungdomsboliger på vej, fortæller borgmesteren.

Kultur- og fritidstilbud i høj kurs
Vejle Kommunes bosætningsguide, Louise Nielsen, der dagligt har kontakt til mange af Vejles nye tilflyttere, oplever desuden, at den flotte natur, de mange kulturtilbud og adgangen til 600.000 jobs inden for én times kørsel er blandt grundene til, at mange vælger Vejle.

Tilflyttere har mulighed for at kontakte bosætningsguiden og få svar på alle de mulige og umulige spørgsmål, der trænger sig på, når man er flyttet til et nyt sted. Ifølge Louise Nielsen har de mange nye tilflyttere flere ting tilfælles:

– Det er tydeligt, at de nye tilflyttere efterspørger sport-, fritids- og kulturtilbud. Både til sig selv og til deres børn. Samtidig byder Vejle på et spændende byliv med shopping og et varieret caféudbud, og så bliver flere også overraskede over, at der er et så udbygget og stort internationalt miljø i Vejle, fortæller Louise Nielsen.