- Vi vil være hele Europas foretrukne

- Vi vil være hele Europas foretrukne

8. januar 2018

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: Michael Lybker

OpenTeleHealth har opfundet en telemedicin-løsning, der kan spare sundhedsvæsenet for millioner af kroner. Ved årets nytårskur udløste det Iværksætterprisen 2018.

- Vores mål er, at OpenTeleHealth bliver den foretrukne telemedicin-løsning i hele Europa.

Sådan sagde en glad Thomas Ravnholt, da han 4. januar 2018 modtog Vejle Kommunes erhvervspris 'Iværksætterprisen 2018' ved den årlige nytårskur for erhvervslivet i Spektrum Vejle.

Sammen med Henrik Ibsen grundlagde han i 2015 OpenTeleHealth, der har udviklet en telemedicinsk løsning, der gør det muligt at overvåge og diagnosticere kronisk syge patienter som diabetikere og patienter med lunge- eller hjertesygdomme - uden at patienterne behøver søge læge.

Iværksætterprisen 2018 blev uddelt i forbindelse med Vejle Kommunes nytårskur for erhvervslivet, der foregik i Spektrum Vejle. Thomas Ravnholt (tv) blev budt op på scenen for at modtage prisen af Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen.

Unikt team
Ifølge Morten Iversen, der som Investment Manager for Insero Horsens har investeret et større pengebeløb i virksomheden, så har Henrik Ibsen og OpenTeleHealth meget at have sine store ambitioner i. Løsningen, der gør, at patienter kan overvåges i deres eget hjem, kan nemlig spare samfundet for mange transport og indlæggelsesudgifter.

- De to grundlæggere er utroligt kompetente, og har rådgivet om sundheds-IT i statslige og regionale institutioner i mange år. De er allerede kommet langt og har formået at rulle OpenTeleHealth ud på en unik måde, så systemet allerede er taget i brug af hele 5000 patienter, siger Morten Iversen.

Livet gøres samtidigt nemmere for kronisk syge patienter, da sundhedspersonale let kan tage affære, hvis patientens målinger kræver det.

Thomas Ravnholt var tydeligt stolt over at blive tildelt Iværksætterprisen 2018.

Afstand mellem patient og læge forsvinder
Systemet har allerede fået en stærk position på det danske marked, og det er også på vej til at blive rullet ud til lande som Norge, Sverige, Finland og England. Men ifølge Henrik Ibsen, så har systemet endnu større perspektiver.

- Man kan sige at systemet opløser afstand. En patient i Afrika kan overvåges og modtage behandling, selvom der måtte være tusindvis af kilometer til den nærmeste læge. Og en gravid kvinde i Indien kan blive klar over, at hun burde søge læge, da hendes overvågning viser tegn på komplikationer, der ultimativt kan være fatale for hende selv og barnet, fortæller Henrik Ibsen.

Og med den teknologiske udvikling i verden, hvor smartphones og tablets er blevet noget nær allemandseje, så kan der være basis for, at OpenTeleHealth kan have en stor indvirkning op patienter overalt på kloden. Systemet kan nemlig hentes ned til patientens egen smartphone, så man nemt kan følge og indberette sine data til sundhedspersonalet.

Erhvervschef i Vejle Kommune, Morten Damgaard, der agerede konferencier ved nytårskuren, spurgte Thomas Ravnholt, hvad fremtiden byder på. OpenTeleHealth skal indtage Europa, lød det ambitiøse svar.

Overskud i 2018
De første to år af virksomhedens levetid har OpenTeleHealth brugt mange penge på at udvikle den ny softwareløsning. Det er nemlig dyrt at udvikle en ny software som den OpenTeleHealth har udviklet. Det har resulteret i et underskud.

Dette har kunnet lade sig gøre fordi OpenTeleHealth har allieret sig med en række stærke investorer som Insero, Pre-Seed Innovation og Fonden for Syddansk erhvervsfremme som tror på, at OpenTeleHealth over tid vil tjene pengene hjem igen.

Ifølge Henrik Ibsen så er der store forventninger til 2018. De danske regioner har lanceret et fællesoffentligt udbud på telemedicin i Danmark med henblik på at rulle telemedicin ud til 20.000 patienter i 2019 og 2020.

Det giver muligheder for OpenTeleHealth. Samtidigt er virksomheden blevet godkendt som primær leverandør af telemedicin til det britiske sundhedsvæsen NHS, hvilket har givet næring til virksomhedens globale ambitioner.

- Telemedicin bliver en af fremtidens megatrends, der kommer til at holde, fastslår Henrik Ibsen, der forklarer, at man regner med at vende de første to års underskud til et solidt overskud i 2018.

- Fjernmonitorering kommer til at blive en stor eksportsucces. Det er jeg sikker på. Og Vejle kan sagtens blive et center for medicinsk fjernmonitorering, hvor en række højt specialiserede sundhedsfolk vil overvåge masser af patienter ved hjælp af vores system, afslutter Henrik Ibsen.