Vejles ældre har flest penge mellem hænderne

Vejles ældre har flest penge mellem hænderne

26. september 2017

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen

I Vejle Kommune har personer over 65 år flere penge til rådighed om året, end i nogen anden syddansk kommune.

De ældre i Vejle Kommune har råd til lidt dyrere julegaver til børnebørnene, end man tilsvarende har i øvrige syddanske kommuner.

Vejle er nemlig den kommune i Region Syddanmark, hvor personer over 65 år har bedst råd til at have spenderebukserne på.

AE Rådet har på baggrund af tal fra Danmarks Statistik sammenlignet den disponible indkomst i kommunerne for personer over 65 år. Her scorer Vejle en førsteplads blandt de syddanske kommuner.

I gennemsnit har personer i Vejle Kommune nemlig en disponibel indkomst på 236.200 kr. om året. ’Disponibel indkomst’ dækker over den mængde penge, som en husholdning har til rådighed til at spendere og opspare efter at have betalt skat.

Det er 500 kr. mere om året end i Middelfart, som sammen med Vejle har en markant højere disponibel indkomst end de øvrige syddanske kommuner.