Trekantområdets virksomheder er faste i troen: Der kommer vækst i 2018

Trekantområdets virksomheder er faste i troen: Der kommer vækst i 2018

14. december 2017

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen

Ny analyse viser, at virksomhederne i Trekantområdet har den største tiltro til større omsætning og flere jobs i 2018.

Det går godt for virksomhederne i Trekantområdet. Over en bred kam stiger virksomhedernes omsætning og antallet af medarbejdere er i 2017 også steget. Forventningen hos virksomhederne er derfor også, at 2018 bliver mindst ligeså positiv.

Det viser en ny analyse fra Danske Bank lavet af Epinion. Ifølge analysen tror mere end 7 af 10 små og mellemstore virksomheder i Trekantområdet på vækst i omsætningen det kommende år, mens hver fjerde tror på en vækst på mere end 10 procent i omsætningen. Kun fem procent forventer negativ vækst. Det gør virksomhederne i Trekantområdet til de virksomheder i landet, der har de højeste forventninger til 2018.

- Det betyder rigtig meget for os, at vores virksomheder er glade og ser lyst på fremtiden. De er jo nøglen til vores fortsatte vækst. Derfor arbejder vi hver dag på at skabe endnu bedre rammevilkår for vores virksomheder – herunder adgangen til kvalificeret arbejdskraft, siger Jørn Pedersen, formand for Trekantområdet Danmark.

Trekantområdet mest internationalt orienteret
Netop kvalificeret arbejdskraft er noget, der optager virksomhederne. Næsten hver anden af områdets virksomheder forventer at øge antallet af ansatte, mens kun fire procent forventer at have færre ansatte om et år.

Det er tal, der vækker optimisme i Danske Banks afdelinger i Trekantområdet.

- Når vi laver sådan en undersøgelse, skyldes det, at det er et vigtigt pejlemærke for os. Og det er rigtig glædeligt, at det ser ud til, at vores rådgivere i det kommende år skal snakke vækst- og investeringsplaner med vores kunder. Faktisk bekræfter undersøgelsen meget godt de forventninger, vi møder hos vores egne kunder, siger områdedirektør for Danske Bank i Trekantområdet, Thomas Lykke Olesen.

Undersøgelsen viser også, at virksomhederne i Trekantområdet ikke alene er de mest optimistiske i landet. De har også en førsteplads, når det kommer til at være internationalt orienteret. Næsten hver femte virksomhed peger på øget eksport som den vigtigste vækstfaktor, ligesom mere end hver tredje virksomhed i Trekantområdet har ambitioner om at gro internationalt.