Stor international judo-cup skal booste eksporten for lokale fødevarevirksomheder

Stor international judo-cup skal booste eksporten for lokale fødevarevirksomheder

8. februar 2019

Tekst: Jesper Lilleris
Foto: Vejle Kommune

I forbindelse med det internationale judostævne Matsumae Cup holdes i DGI Huset i Vejle i uge 7, står Vejle Erhverv bag et forløb, som skal matche lokale fødevarevirksomheder med japanske virksomheder.

Initiativet har til formål at skabe mere eksport for lokale fødevarevirksomheder.

- I Vejle Erhverv har vi et ønske om at lave skræddersyede erhvervs- og eksportevents, når et stort international judostævne som Matsumae Cup kommer til byen. Vi vil gerne hjælpe de lokale virksomheder ud på eksportmarkedet, og derfor har vi samarbejdet med lokale virksomheder om dette matchmakingforløb, fortæller Jens Jørn Josefsen, eksport manager i Vejle Kommune.

Flere japanske virksomheder har meldt sin ankomst til Vejle. For at sikre, at de japanske virksomheder er et optimalt match for de lokale fødevarevirksomheder fra Vejle-området, har Vejle Erhverv fået ekstern rådgivning til processen.

- For at det kan blive en succes for både virksomhederne og os, er det helt afgørende, at vi har de helt rigtige matches. Derfor har vi haft en ekstern rådgiver med indgående kendskab til både Danmark og Japan til at bistå den opgave. Derfor forventer vi også, at eventen på sigt vil resulterer i reelle handelsaftaler, fortæller Jens Jørn Josefsen.

Det er ikke første gang, at Vejle Erhverv benytter en international event til at skabe fokus på kommunens virksomheder. I 2018 blev der til Danish Open i judo afholdt en konference for det lokale erhvervsliv med fokus på parasport-industrien. Og til juni vil der igen være fokus på de lokale fødevarevirksomheder, når den internationale FoodPhoto Festival besøger Vejle. Her vil fokus formentlig være på eksport til nærmarkeder som Tyskland, Norge og Sverige.

Branding af Vejle-området
I forbindelse med matchmaking-eventen er der arrangeret kultur- og turismeoplevelser, så den japanske delegation får den optimale oplevelse, som samtidig er med til at brande Vejle-området.

- Vi har naturligvis sørget for, at vores japanske gæster bl.a. får besøgt Kongernes Jelling og Fjordenhus. Derudover skal de på en smagsrejse hos Bøgedal Bryghus, som sammen med Vejle Kommune har været primus motor for at skabe et godt program, fortæller Maria Sommer, manager i MeetingVejle.

Eventen slutter med en aftensreception, hvor den anerkendte japanske madkunstner Masayo Funakoshi vil skabe et spiseligt kunstværk med lokale sæsonbasserede råvarer.

Nyt task force
Det er første gang, at Vejle Kommune via erhvervsservice, MeetingVejle og Culinary Institute by Vejle Erhverv løfter på tværs af afdelingerne, og laver et samlet fokus, hvor erhverv, eksport, fødevarer, turisme og kultur går op i en højere enhed.

- Vi har nedsat en såkaldt ”task force gruppe” og sørget for et tættere samarbejde og synergi mellem vores prioriterede erhvervsindsatser. Planen er, at vi i fremtiden sammen kan lave lignende eksport koblinger til internationale stævner og konferencer, herunder bl.a. FoodPhoto Festival til juni, siger Jens Jørn Josefsen.

Den japanske delegation ankommer til Vejle 15. februar, og det japanske matchmaking-event løber af stablen fra 16. – 18. februar.