Startups, store virksomheder og kommuner samarbejder om en bedre fremtid

Startups, store virksomheder og kommuner samarbejder om en bedre fremtid

18. oktober 2018

Eksperter på tværs af startups, store virksomheder og det offentlige samles til Resilience Business Cup i Vejle for at diskutere fremtidens urbane udfordringer.

Resilience Business Cup er en konkurrence og årlig konference, som holdes for første gang i Vejle 25-26. oktober 2018. Fokus er at samle startups, store virksomheder og det internationale netværk ”100 Resilient Cities”, så de kan lave global impact sammen. Impact der kan hjælpe med at løse nogle af de forestående udfordringer, som verden står overfor.

I år fokuserer cuppen og dens partnere på udfordringer inden for vand, energi og social Resiliens. Kommuner, store virksomheder, startups og borgere er inviteret til at tage del i Keynotes fra de prominente talere, Masterclass og efterfølgende diskussioner.

Samtidig afholdes der en startup-konkurrence, hvor en håndfuld lovende startups – håndplukket af Valuer.ai – kommer til at arbejde side om side med store virksomheder og eksperter fra 100 Resilient Cities-netværket om at løse konkrete problemer fra Vejle Kommune.

Startup konkurrence med store virksomheder
Den innovation der virkelig kan gøre en stor forskel opstår, når corporates, startups og det offentlige arbejder sammen.

Derfor har Siemens Gamesa, Grundfos og +Impact by Danske Bank meldt sig på banen under cuppen, hvor giganterne side om side med de screenede, agile startups samarbejder om at løse konkrete udfordringer inden for ”Vand”, ”Energi” og ”Social Resiliens”. Til at hjælpe undervejs vil der også være videnspersoner fra blandt andet Vejle Spildevand og Boligforeningen Østerbo samt forretningsudviklere og fageksperter fra Vejle Kommune, ResilienceLab, ConnectDK, Vækstfonden og Insero.

Iværksætterne har mulighed for at etablere samarbejde med en stor virksomhed og Vejle Kommune, hvor de kan udvikle prototyper og teste løsninger i stor skala.

Initiativtagerne til Cuppen er Insero, Valuer.ai og Vejle Kommune, som er det eneste danske medlem af 100 Resilient Cities.

Resilience Business Cup holdes 25.-26. oktober i Spinderihallerne i Vejle.